2021 Weingut Wagner Stempel, Siefersheim Riesling Porphyr, Rheinhessen, Tyskland

2021 Weingut Wagner Stempel, Siefersheim Riesling Porphyr, Rheinhessen, TysklandLad os endelig fortsætte med mer’ tysk Riesling, hvilket så er løst med et glas af denne 2021 Siefersheim Riesling Porphyr fra Weingut Wagner Stempel.

Vinhuset ligger netop i Siefersheim i det pænt store Rheinhessen og i dag drives af Daniel Wagner, som er den 8. generation og han overtog så vingården efter sin far i 1993.

Han driver i dag omkring 25 hektar vinmarker og han har siden sin overtagelse udviklet vingården til i dag at være blandt nogle af de anerkendte producenter i Rheinhessen.

De bedste marker er klart de 3 Grosse Lage marker Neu-Bamberger Heerkretz, Scharlachberg i Bingen samt Sieferheimer Höllberg.

Filosofien er, at alle vine fra huset skal være stærkt terroir prægede og med mindst muligt brug af giftstoffer, hvorfor huset er ved at konvertere til økologisk vinbrug.

Daniel Wagner laver primært masser af Riesling, men han laver også forrygende Silvaner, tør og storslået Grauburgunder samt læskende, ren og tør Weissburgunder.

Wagner Stempel er en fornem repræsentant for den nye generation af fremadstormende vinbønder i Tyskland og han blev således også i 2009 kåret til Aufsteiger des Jahres i den tyske Gault Millau, hvor han samtidig også er blevet tildelt sin fjerde drueklase.

Allerede i 2007 var den førende tyske vinguide Eichelmann ude med samme prædikat Aufsteiger des Jahres. Apropos prædikater, så er Wagner Stempel naturligvis medlem af VDP … Verband Deutcher Prädikat und Qualitätsweingüter.

Riesling vom Porphyr er lavet på druerne fra markerne Höllberg og Herrkretz og navnet Porphy rhenviser til det porfyrholdige terroir på netop de marker, der begge er Grosse Lage marker,

Porfyr er en vulkansk sten, der tilføjer vinen ekstra mineralitet og yderligere forlænger modningsperioden med kølige dag og holder på varmen om natten. Den er lavet på rustfrie ståltanke, men efter endt fermentering er vinen lagret på både ståltanke og stückfass lavet af tyske egetræ.

Man fornemmer omgående en vis dybde i vinen … der er både grøntsagsfond, abrikos, saftige ferskner, kvæde og gærede æbler, noget linolie og små optræk til petroleum på en olieret facon, hvor der fornemmes krop, tørrede blomster, mynte og tørret appelsinskal.

I munden er vinen meget glat, smooth og intens, selvom syren er mørk, maskulin, varm og afdæmpet. Vinen har næsten en olieret fyldighed og det suppleres af æblesaft, lemon bitterhed, abrikos, noget honning … men intens og let vibrerende. 91 point.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 220 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7