2020 Bodegas López Cristobal, La Colorada, Ribera del Duero, Spanien

2020 Bodegas López Cristobal, La Colorada, Ribera del Duero, SpanienMed næste skridt op af stigen hos Bodegas López Cristobal smagte vi næst deres 2020 La Colorada, der som foregående også laves på 95% Tempranillo og 5% Merlot.

Druerne til vinen høstes fra den højtliggende og kalkholdige enkeltmark Finca La Colorada i 790 meters højde, hvilket sikrer elegance og friskhed i vinen.

Efter den traditionelle gæring er vinen så lagret 12 måneder på egefade, heraf 80% franske og 20% amerikanske, der alle er mellem 1-3 år gamle. Den årlige produktion ligger på 90.000 flasker.

I næsen er der masser af ristede noter, sødristede noter suppleret med vanilje, mariekiks, kanel, ristede kastanjer, masser af mørke bær, brombær, solbær, enebær, ribs og så ellers engelsk og finsk lakrids, røg, tørv, grafit og tørrede blomster.

Smagsmæssigt er den en blød, cremet og rund vin … har denne småbrændte og letrøgede smag, noget peber og bid. Det bliver dog aldrig fluffy, for vinen har en rank og frisk kølighed med stærk power samt stenet og saltet mineralitet. Hvor smager det godt, så 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 229,95 kr., mens prisen er 189,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7