2010 Domaine Santa Duc, Vin de Pays de Vaucluse Les Plans, Rhône, Frankrig

2010 Santa Duc, Vin de Pays de Vaucluse Les Plans, Rhône, FrankrigEfter en omgang julefrokost lørdag, hvad trænger man så til en kedelig, regnfuld søndag? Lidt rødvin selvfølgelig, og hvad er mere passende end en simpel, skøn Rhônevin … nu bullshit Sherlock, en Vin de Pays de Vaucluse Les Plans fra Domaine Santa Duc, som ligger byen Gigondas, endda på adressen Les Hautes Garrigues.

Vinhuset er grundlagt tilbage i 1874, ejes og drives af Yves Gras, som er 5. generation på stedet. Han overtog stedet efter sin far i 1985. Yves Gras anses for at være en af de førende producenter af Gigondas, hvor huset ejer omkring 12 hektar. Hertil kommer yderligere 14 hektar i andre appellationer, herunder Châteauneuf-du-Pape, hvor Gras i 2009 købte 1,2 hektar (Lieu-dit Sainte Vierge) og i 2012 yderligere 2,5 hektar (Lieux-dits La Font du Pape og La Crau).

Domænets vinmarker i Gigondas er fra 2012 certificeret agriculture biologique, og der laves årligt omkring 120.000 flasker fra Domaine Santa Duc og herudover ca. 200.000 flasker Selection Santa Duc på druer, som er  købt af venner og bekendte, som tidligere leverede til bl.a. Guigal.

Robert Parker har gjort Santa Duc og Yves Gras verdensberømte. Gennem de sidste 20 år har Yves’ vine scoret topanmeldelser hos den amerikanske guru kulminerende med to gange 97 point til 2007 årgangen. Parker har flere gange udråbt Santa Duc til at være den bedste producent i Gigondas i skarp konkurrence med St. Cosme, og Parker bruger Yves som “konsulent” for Gigondas.

Denne “landvin”, Vin de Pays de Vaucluse Les Plans er her i årgang 2010 lavet på 50% Grenache, 25% Syrah, 15% Merlot og 10% Cabernet Sauvignon. Druerne kommer både fra husets egne marker i Roaix (Grenache og Merlot), mens de øvrige druer er købt hos nogle af de vinavlere, som Yves Gras arbejder sammen med. Vinen har alene lagret på stål og flaske.

Duftmæssigt jordbær, peber, læder, mørk chokolade. Smagen er meget frugtrig, og det mærkes tydeligt, at vinen ikke har lagret på eg … ikke at det er dårligt, for det giver godt med frisk frugt i smagen sammen med peber, krydderier, god stor tørhed, og tanninerne bider heller ikke, så alt i alt et fornuftigt glas vin, som passer super godt til at give en smule varme på denne våde, blæsende søndag.

Forhandles hos Bichel Vine, pris 69,75 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

Skriv et svar