Nu bliver det endnu mere spændende, for den næste Locatour vin fra DFV Wines a.k.a. Delicato Family Vineyards er nemlig både rød og så på den delikate Pinot Noir drue.
Som med de foregående vine fra vinhuset – ja faktisk alle vinene fra Locatour – så er der absolut ingen info tilgængelig om produktionen af vinene, så dermed havner vi jo bare hurtigt i mine smagsnoter.
Duftmæssigt er vinen – som måske også forventet – en smule vamset i udtrykket, lidt solmoden og har faktisk samtidig nogle grønne noter i form eukalyptus, nogle nøddeskaller, ungt træ, cedertræ, umodne kirsebær og moreller samt hengemt kaffe fra morgenens kande.
I munden er det kirsebær, jordbær, moreller og så ellers pænt med sødme, vanilje og stram egetræ. Der er måske ingen stor finesse, så i stedet får du en saftig lille Pinot Noir med hverdagscharme. Den har både kant og er læskende, har let peber og nelliker, pleasende og publikumsvenlig. 87 point.
Forhandles af Otto Suenson, hvor en flaske koster 110 kr.