Vi fortsætter med atter en Bordeaux vin og det er denne 2018 Lalande de Pomerol fra Château Vangelys.
Det er et lille familiedrevet vinslot beliggende i kommunen Néac mellem kommunerne Montagne Saint Emilion og Lalande de Pomerol.
Vinhuset er grundlagt i 1804 og er gået i arv fra mor til datter i 5 generationer og drives i dag af Céline Landreau, der sammenlagt har 8,5 hektar vinmarker, der selvfølgelig mest er tilplantet med Merlot.
Der laves sammenlagt 3 forskellige vine på Château Vangelys og det er en basis Bordeaux, en Montagne Saint Emilion og denne Lalande de Pomerol, der er lavet på 70% Merlot, 20% Cabernet Franc og 10% Cabernet Sauvignon.
Druerne er høstet med maskiner, hvorefter der er sket traditionel vinificering i rustfri stålkar med 3 ugers gæring og maceration. Så er vinen derefter blot lagret 12 måneder i ståltanke inden aftapning på flaske. Der laves årligt 17.000 flasker af vinen.
Duftmæssigt er det en lidt lysere Bordeaux, men med masser af de klassiske dyder med cigarkasser, cedertræ, blæk, læder og en frugt af brombær, hindbær og en anelse ribs … meget rank, stringent og frisk i udtrykket.
Smagen er lidt i samme boldgade … rank, stringent og frisk med en syrligbitter frugt af tranebær, hindbær og ribs, grape endda også og så noget røg, sort te, stramme tanniner og stram syre. Det er en vin, der kalder på mad … 89 point.
Forhandles af Philipson Wine, hvor en flaske koster 179,95 kr., mens prisen er 149,95 kr. ved køb af 6 flasker.