De næste vine fra Calmel & Joseph var alle røde og den første var denne Caramany La Folie Douce 2020 lavet på 35% Syrah, 35% Carignan og 30% Grenache.
Caramany La Folie Douce er også fra Les Crus serien og her er druerne fra marker i omkring 242 meters højde i Caramany med udsigt til Agly-dæmningen og høstet med et udbytte på 30 hektoliter pr. hektar.
Efter høsten er druerne først afstilket, men ikke knust inden gæringen i åbne gæringskar over 4 uger. Efter endt fermentering er vinen så lagret 12 måneder på egefade anvendt to gange tidligere.
Duftmæssigt er der lidt rhôneagtige krydderier, en mørk og dyb frugt, tør frugt, brombær, sorte kirsebær, blåbær, enebær, lakrids, intens med lidt tørret kød, mørk bitter chokolade, nogle grønne urter, en stram syre og masser af tørt træ.
Smagen er en tak lysere … fortsat sorte kirsebær, blåbær samt hindbær og granatæbler, krydderier og urter, let peber, stringent, klar og syrlig i smagen, har markante tanniner … ren, krydret, stram og med bid. 88 point.
Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 149,95 kr., mens prisen er 129 kr. ved køb af 6 flasker.