2020 Domaine Alary, l’Estévenas Cairanne, Rhône, Frankrig

2020 Domaine Alary, L'Estévenas Cairanne, Rhône, FrankrigVi sluttede med denne l’Estévenas Cairanne fra Domaine Alary og det var en vin, hvor jeg klart smagte noget Syrah fra Rhône, men det er nu også en vin, som jeg har smagt tidligere i år blot i årgang 2019, mens dette var årgang 2020.

Vinen er lavet på 50% Syrah samt 50% Grenache fra nogle tudsegamle vinstokke fra en sydvendt, kalkstenrig skråning, hvor Syrah druerne faktisk er fra nogle af de ældste vinstokke i det sydlige Rhône.

Alle druer plukkes udelukkende ved håndkraft og der foregår både en sortering af drueklaserne i marken og efterfølgende ved ankomst til vineriet. Vinficeringen er yderst traditionel, hvor man inkluderer omkring 20% hele klaser, mens gæring og maceration sker køligt med daglig pigeage under den 23-28 dage lange gæring.

Efter assemblagen lagrer vinen på 90% cementtanke og 10% demi-muids i 18 måneder og 6 måneder på flaske inden frigivelse. Der er kun lavet små 700 kasser af vinen.

Nu er det en gammel offset trykker, der har løftet halen, for nu kommer der masser blæk og svedig animalsk svedighed med flæsk, krølfedt, mejeri, sorte oliven og tør engelsk lakrids. Frugten er også kølig og kraftig med blåbær, brombær og hindbær, der næsten er opulent og på vej til at blive småvammel. Det suppleres af lidt tørrede blomster, knuste sten og fadnoter af vanilje og lidt chokolade.

I munden er vinen – som 2019’eren – kraftig med både en pæn portion sødme, men også nogle tørre elementer som engelsk lakrids, sød lakrids og lakridspiber, sød tobak, peber, tjære samt en plade af bitter chokolade. Frugten er sort, kirsebær, hindbær, blommer, mens tanninerne er klare og tætte. Det er en kødfuld og tør vin med en maskulin kraft. 92 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 195 kr., mens prisen er 159 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5/7