2007 Francis Ford Coppola Winery, Director’s Cut Pinot Noir, Californien, USA

2007 Francis Ford Coppola Winery, Director’s Cut Pinot Noir, Californien, USASå lige en vin fra den amerikanske filminstruktør Francis Ford Coppola, eller rettere fra hans vingård … da vinen jo ikke er lavet af Francis himself, men af hans vinmager Corey Beck.

Efter i mange år at have lavet vin på Francis’ egen fabelagtige ejendom Rubicon Estate, så besluttede filminstruktøren, at hans vine skulle have deres eget vineri. I 2006 fandt Francis Ford Coppola et sted til sin nye vingård i Sonoma County. Og i USA gør man jo intet småt.

Vingården er lavet som et rent oplevelsescenter for familier, bl.a. er der etableret et poolområde på gårdspladsen med 28 tilhørende omklædningskabiner. Naturligvis findes der også en bar ved poolside.

Der er også blevet plads til et mindre amphiteater hvor der skal opføres dukketeater, dans og musik. Indendørs er der restauranter (selvfølgelig ikke kun én), smagebar og selvfølgelig et område med remedier fra filmverdenen, bl.a. rekvisitter fra ”The Godfather”, den vel nok mest kendte Francis Ford Coppola film.

Der er ansat omkring 130 personer til rundvisninger, tjenerstab, livreddere m.m. Væk er er illusionen om den lille hyggelige vingård, hvor faderen går og hygger med vinene, træder i druerne og i selv er med i alle processerne til den færdige flaske.

Denne Pinot Noir har naturligvis reference til filmindustrien, da den bærer navnet directors cut. Vinen er fra Sonoma Coast, som jo dækker det meste af kystlinien i Sonoma County, og således er meget afhængig af Stillehavets strømme.

Det er væsentligt køligere ved kysten, men solens varme stråler gør at druerne opnår optimal modenhed. Den har ligget 12 måneder på franske egetræsfade, heraf 60% nye.

Vinens etikette viser i øvrigt en dublikant af en original filmrulle, brugt af verdens første filmaskine, kaldet en Zoetrope, som blev opfundet i det 19.årh. Zoetrope stammer fra græsk og betyder livets hjul. Francis samler selv på disse effekter.

Nok snak, lad os komme til selve vinen. Klar pinot-duft. Der er kirsebær, jordbær og en mængde sødhed … var næsten ved at sige cola, men det er måske for langt ude. Der er også lidt vanilje. Der er fortsat den animalske duft fra pinot’en, som jeg så godt kan li’. Man kan på duften næsten fornemme, at vinen har fået mere sol end de europæiske kolleger.

Smagen er behagelig let og balanceret. Der er ikke så mange tanniner, og eftersmagen måske heller ikke så lang, men det smager rigtigt godt. Det er næsten silkeblødt. Ja, der kan godt laves gode vine hos den store filmmager. Francis Ford Coppola Winery er da også kåret til 2011 USA Wine Producer of the Year af International Wine & Spirit Competition.

Prisen på vinen er 203 kr. hos Otto Suenson. En vin jeg gerne anbefaler.

Vinanmeldelse 4,5/7 

5 tanker om “2007 Francis Ford Coppola Winery, Director’s Cut Pinot Noir, Californien, USA”

  1. Hejsa

    Fedt at du havde en god oplevelse med vinen. Selv er jeg ikke så tosset med Pinot Noir, men det er en anden snak.

    Ville egentlig bare tilføje en lille anekdote jeg fik da jeg var til californisk vinsmagning på Marriott Hotel, tidligere på året. Der fik jeg en snak med en af medarbejderne fra Coppolas vingård, og hun fortalte at Francis faktisk engagerer sig rigtig meget i vinproduktionen. Han har konstant ideer han gerne vil have prøvet af, og der er en aftale mellem ham og medarbejderne, at hvis han sender dem en mail, skal han have et svar inden for to timer. Så når hun var ude at rejse rundt i verden, gibbede det altid i hende når der tikkede mails ind om natten. Hun var nemlig nødt til at tjekke om det var Francis der krævede et svar. De stakler 😉

    God påske herfra.

    Hilsen Jesper

  2. Hej Jesper
    Tak for dine kommentarer og fin anekdote.
    Læser i øvrigt også din blog fast … fin blog, og nogle gode beskrivelser.
    Også god påske herfra.
    vh Ulrik

    PS: Omkring Pinot Noir, så bare vent … smagen for denne dejlige drue kommer langsomt snigende. Jeg startede selv med at¨have de australske og de spanske vine som mine klare favoritter, mens jeg ikke var så vlld med både italienske vine og vine fra bourgogne. I dag ligger de sidste to områder øverst på min favorit-liste. Synes nok i dag, at de australske nogle gange er “for meget”, selvom der bestemt er gode vinmagere som fx Kalleske. Men det jeg ville sige var vel egentlig også bare … du kan roligt glæde dig,

  3. Hej Ulrik

    He he, tak for opmuntringen 😉 De italienske vine er jeg helt med på, og kan sagtens se hvad du mener med de australske, men Pinot’en, den har jeg ikke helt værdsat endnu.

    Men jeg stoler på dig, og venter på at glæden indfinder sig 😉

    Og tak for de pæne ord om min blog.

    Jesper

  4. Hej og god påske til jer:)
    Jeg har præcis de samme oplevelser som Jesper, er mest tændt på de spanske og derefter Australien. Italien også, specielt fra Piemonte. Men på det sidste er jeg blevet mere nysgerrig og tændt på god pinot, men har dog ikke haft de helt store positive oplevelser. Mit næste forsøg bliver pinot fra südtirol, jeg har læst en masse godt på Piu Rosso bloggen, så ser frem til, forhåbenlig, gode oplevelser. Har i prøvet pinot fra det område?
    Mange hilsner
    Alex.

  5. Hej Alex

    Ja, jeg har prøvet nogle stykker af de “südtirolske” pinot noir … eller pinot nero, som det også hedder i Alto Aldige. Sådan lige på stående fod kan jeg huske

    Nals-Margreid (Theis) imponerede ikke – selvom ganske velsmagende
    Alois Lageder “Krafuss” (lokal vinforretning) gjorde heller ikke et skælsættende indtryk
    Hofstätter (lokal vinforretning) et godt bud, prøvet flere årgange med stor velbehag
    Franz Haas (Laudrup) total topklasse

    Den nemmeste tilgang til pinot noir – hvis det ikke skal være bourgogne – vil jeg dog sige må være pinot noir fra New Zealand, hvor du får fabelagtige vine til fornuftige penge. Prøv Johner, Saint Clair, Milton, Tussock, Palliser Estate … eller Dog Point. Sidstnævnte er én af mine største oplevelser med pinot noir fra New Zealand, men ganske vist også til lidt dyrere penge. Johner, Palliser og Dog Point eller i øvrigt alle anmeldt på min blog ;o)

    vh Ulrik

Skriv et svar