Vi nappede da endnu en lille anderledes vin fra Sophie og Sébastien Cantury på Les Petites Parcelles. Det blev denne Soléra i en 0,5 liter lerflaske.
Det er vin, som er lavet på et ukendt mix af forskellige druer og fra forskellige årgange … det er måske derfor, at vinen hedder Soléra. Det skulle efter sigende vist være en blend af 2017, 2018 og 2019.
Igen er vinen lavet uden svovl og med så lidt indgriben som muligt og heller ingen moderne hjælpemidler … men bare druer der gærer med skindet i en tank, så det bliver en orangevin. Vinene er også flasket uden brug af svovl. Der er kun lavet 160 flasker.
Hvis Kaizen var grumset, så er denne decideret beskidt væske med en let svag orange farve, men duften er mere tiltrækkende, selvom den er cool funky. Der var én, der kaldte det en surfervin og det giver egentlig god mening, for den er saftig, juicy, tropisk og helt Hawaii. Der er fodsved, bonevoks, karamel, bivoks, brændenælder, tropisk frugtjuice og mjød … måske med en smule oxyderede noter. Mums.
I munden er det en saftig surfer … pærer, fersken samt mango og samtidig en smule saltet. Syren er den voksne i dette selskab på en moden og halvoxyderet måde … giver bid, friskhed … og så alligevel med en rigtig lækker smag. 91 point.
Forhandles af Extra Brut Vinimport, hvor Martin har solgt 6 forskellige Les Petites Parcelles vine til samlet 1.145 kr.