Jeg smagte endnu en af de finere vintage champagner fra Beurton & Fils i form af denne 2016 Les Chapelleries og på ren Meunier .. . men det blev det bestemt ikke ringere af. Den smager også godt.
Les Chapelleries er lavet med ren Pinot Meunier fra en enkelt mark, nemlig Les Chapelleries i Vallée de La Marnes.
Vinen er fermenteret i gamle egefade, gennemgår en malolaktisk gæring og får så andengæring på flaske i 3 år frem til september 2019, hvor den så er degorgeret samt tilført en dossage på 5 gram. Derefter er vinen så faktisk også lagret lidt længere på flaske igen … uden en 3. gæring 🙂
WAUW for en dejlig krisp og sprød duft, frisk som en efterårsmorgen, har klassiske gærede noter, lidt ristet franskbrød, ristede hasselnødder, pærer, fersken samt tørrede blomster, roser, tulipaner, appelsin … virkelig aromatisk og tiltrækkende.
Hvor er smagen også spot on syrlig, frisk … der er presset citronsaft, småsure appelsiner, umodne, grønne æbler, lemon bitterhed, har en rigtig dominerende og fin syre, mens moussen aka boblerne er rene, små og brusende … holder sig vedvarende og ivrige med masser af energi. Det er sgu smukt, så 95 point.
Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 499 kr., mens prisen er 449 kr. ved køb af 6 flasker.