Som med den foregående Colheita Port, så var denne Royal Oporto 10 Year Old Tawny Port fra Real Companhia Velha også lagret i 10 år.
Det er en Non Vintage, der er lavet fra forskellige årgange, der derefter er sammenstukket og så lagret i 10 år og den kommer som en lille smuksag i en 37 cl. kantet, fin flaske.
Den skulle være lavet på et field blend aka med forskellige druer fra en mark, men det skulle være på de klassiske portvinsdruesorter Touriga Nacional, Touriga Franca, Tinta Roriz, Tinto Cão og Tinta Barroca.
Under gæringen fodtrampes druerne i de traditionelle lagares og ved vinifikationen tilsættes der til sidst vinbrandy til mosten, der forårsager en afbrydelse af gæringen. Derefter er vinen så lagret i 10 år på store egefade.
I forhold til foregående Colheita er duften knap så moden, så du får mere frugt frem her, men den er samtidig tør og støvet. Frugten er rosiner og tørret frugt, lakrids, valnødder, karamel, blæk og røg.
Sådan er smagen også … meget frugtrig med en lidt køligere frugt, men det er fortsat med tørret frugt, nektarsødme, mere power og igen en alkoholvarme. Den er lidt som Colheita, bare mere frisk, mere syrlig, mere kølig, men hvor smager det godt. 92 point.
Forhandles af Supervin, hvor en 37,5 cl. flaske koster 199,95 kr., mens du ved køb af 6 flasker kan købe vinen til 129,95 kr.