2018 Weingut Jakob Jung, Erbacher Steinmorgen Spätburgunder, Rheingau, Tyskland

2018 Weingut Jakob Jung, Erbacher Steinmorgen Spätburgunder, Rheingau, TysklandNu trænger vi da vist til lidt Spätburgunder, hvilket vi så kan løse med denne 2018 Erbacher Steinmorgen Spätburgunder fra den unge Alexander Johannes Jung på Weingut Jakob Jung i byen Erbach ved Eltville am Rhein i den østlige del af Rheingau.

Huset har vi før stødt på her på Houlbergs Vinblog, så nu kigger vi så bare nærmere på denne vin lavet fra Spätburgunder druer fra marken Erbacher Steinmorgen, der ligger tæt ved selve gården omkring Erbach ved Eltville. Det er en vinmark, der allerede i 1211 er omtalt som en god mark, sten med grus, löss og muldjord.

Marken leverer ofte vine med en mellemtunge sure, pikante krydrede noter og godt med mineraler. Og på denne mark, som kan betegnes som en Erste Lage mark, har Jung nogle gamle vinstokke, der leverer druer til denne vin.

Vinen er vinificeret på rustfrie ståltanke og efter endt fermentering er den lagret 12 måneder på egefade  inden den er tappet på flaske og frigivet.

Det er en vin, som lige skal ha’ lidt luft for at vise sit potentiale, for at aromaerne folder sig ordentlig ud, men så bliver du også i duften fint belønnet med en lidt sødlig hestestald, noget røg, gran, nelliker samt saltpastiller og en rank frugt med tranebær og jordbær … og dertil et lille afstemt fadpræg med vaniljecreme.

I munden er det er meget rank vin .. har tranebær, ribs, jordbær, noget peber og masser af småsalte mineraler. Det er måske ikke en elegantier med sart finesse, men har en lidt hård frugt med en stor frugtintensitet. 92 point.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 200 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7