Så skal vi da lige tilbage til den rare og dygtige Paul Schäfer junior nede i Ahr hos Weingut Burggarten og her med en 2015 Neuenahrer Schieferlay Spätburgunder.
Vi besøgte Paul på vingården i Ahr i efteråret 2019 og det kan du læse om i indlægget Besøg hos Weingut Burggarten … og den rare vinmager Paul Schäfer.
Denne Neuenahrer Schieferlay Spätburgunder er en af husets Grosse Lage vine, der kommer fra en lille parcel, som Burggarten ejer på den skiferfyldte 45 grader stejle vinmark. Der er ikke mange oplysninger om produktionen, men den er lagret 18 måneder på barriques af fransk eg, hvoraf 2/3 fornys hvert år.
Duftmæssigt er det klassisk Spätburgunder … landlig, animalsk, luftig, let og svævende aroma med jordbær, hindbær, rabarber, en smule skov, røg, mineraler, kamfer, gran, nelliker, mørk chokolade samt både vanilje og kanel.
I munden er det en rank, spændstig og røget med gran, blød og cremet med syrlig og frisk frugtsyre fra hindbær, tranebær samt en smule kirsebær, røg og røget mineralitet. Det smager sgu da bare forrygende godt, så klart 95 point.
Forhandles af Propperiet Vin Import, men denne er ikke fundet i sortimentet.