Cantine Paradiso eller måske mere korrekt Vinolea Paradiso ligger i det nordlige del af den større by Cerignola i Puglia aka Apulien i Italien og derfra smager jeg to vine og starter helt klassisk med en 1954 Primitivo i årgang 2020.
Paradiso-familien har været vinavlere siden 1954, hvor Angelo Paradiso – også kendt som Angelo Primo – grundlagde vingården i Cerignola i hjertet af Daunia provinsen i Puglia.
Derefter overtog Angelos 4 sønner driften og gennem de efterfølgende år udvidede de med køb af nye vinmarker, men i dag er det 3. generation – Angelos barnebarn – der også heder Angelo, der har overtaget driften.
Familien har samlet 12 hektar, som primært er tilplantet med druesorter som Nero di Troia, Primitivo og Negroamaro, men også hvide sorter som Bombino, Fiano di Avellino samt Trebbiano.
Her smager vi husets 1954 Primitivo, hvor Primitivo druerne er høstet i august fuldt modne. Afstilkning efterfølges af blød knusning og maceration med gæring i rustfri ståltanke i 15-20 dage ved en kontrolleret temperatur og derefter presning.
Efter endt fermentering er vinen lagret 2 måneder i rustfri ståltanke og derefter 12 måneder i 225 liter barriques, før den returneres til ståltanke i yderligere 3 måneder. Efterfølgende tappes og lagres vinen i yderligere 4 måneder før frigivelse.
Duftmæssigt er det fra første snif en fyldig, sødlig, krydret vin, der har masser af krop, fedme og voluminøs kapoow … har både blåbær, kirsebær, svesker, overmodne blommer, lidt mentol, røg, cedertræ, mørk chokolade, læder samt lidt karamel, sød lakrids, kanel … men samtidig med lidt tørhed.
I munden er det også en kraftig, lidt marmeladefed Primitivo, men samtidig har den noget mere, for balancen er klart bedre end lige forventet. Der er fortsat kaffe, kanel, læder, karamel, nødder, røg og sveskegrød. Der er både sødme, alkoholvarme og nougat … meget, fløjlsblød rund, comfortagtig og bredbaget. 91 point.
Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 225 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker ligger på 199 kr.