2018 Château l’Alouette, Lalande-de-Pomerol, Bordeaux, Frankrig

2018 Château l'Alouette, Lalande-de-Pomerol, Bordeaux, FrankrigMin unge knægt havde forleden købt en rødvin … en Lalande-de-Pomerol fra bordeauxslottet Château l’Alouette beliggende ved byen Nouvelle-Aquitaine i Guitres distriktet netop under appellationen Lalande-de-Pomerol.

Vinslottet drives af Jean-Claude Giraud, der har været vinmager på det hypede kultslot Château l’Eglise Clinet i Pomerol.

Men i 1990 forlod han så Château l’Eglise Clinet for at overtage sin fars vinslot Château le Manoir, som han så siden har udvidet fra de  oprindelige sølle 1,5 hektar vinmarker. Men i 2005 købte han også Château l’Alouette … hvorfra denne vin kommer.

I dag ejes Château l’Alouette fortsat af Jean-Claude Giraud, men det ser ud som om, at vinene er en del af negociantfirmaet Maison Delor, der netop har partnerskab med en række vinavlere og vinslotte i Bordeaux.

Maison Delor er så igen ejet af  Thiénot Bordeaux-Champagne aka Groupe Thiénot, der sammen med andre store huse er del af CVBG Group, også kaldt Maison de Grands Crus …, et af de allerstørste vinfirmaer i Bordeaux og sælger langt over 2 millioner flaske vin hvert eneste år.

Denne Château l’Alouette 2018 Lalande-de-Pomerol er lavet på ren Merlot, men der er ingen oplysninger om produktionen, så derfor springer jeg bare direkte til mine smagsnoter.

Duftmæssigt er det klart Bordeaux og endda med en lille venlig sødme. Der er solbær og brombær, masser af våde fade, cedertræ, cigarkasser, pottemuld, røg og lidt tør engelsk lakrids.

I munden er vinen lidt flad … har en flad syre, men igen en god venlighed sammen med en lidt bitter frugt. Igen er det solbær og brombær, lidt sort og bittert te, tørre, krydrede og bitre tanniner, som bider lidt af dig. Vinen er – på en eller anden måde – simpel og endimensionel, har en vis saftighed og det er alligevel uden helt at miste sit bordeauxfile ophav. 87 point.

Købt i SuperBrugsen,  hvor normalprisen er 199,95 kr., men kan fås til 89 kr.

Vinanmeldelse 4/7