2020 Cave Historique des Hospices de Strasbourg, Riesling Cave de Beblenheim, Alsace, Frankrig

2020 Cave Historique des Hospices de Strasbourg, Riesling Cave de Beblenheim, Alsace, FrankrigOmkring 10 minutters gang fra Cathédrale Notre Dame midt i Strasbourg og tæt på Place de l’Hôpital finder vi den gamle historiske vinkælder Cave Historique des Hospices de Strasbourg og derfra smager vi nu denne 2020 Riesling Cave de Beblenheim … Elevé en Fûts de Chêne.

Vinkælderen lå oprindelig sammen med det civile hospital og blev bygget mellem 1393 og 1395. Cave Historique des Hospices de Strasbourg blev løbende til en af de store besiddere af gode vinmarker, da mange af patienterne på hospitalet løbende testamentere jordlodder, hvorved produktion og salg af vinene kunne medvirke til at finansiere hospitalets drift.

I 1716 hærgede en brand hospitalet, men skånede vinkælderen, den tilhørende lille bager og kapellet. Men i løbet af det 20. århundrede  forsvandt vinproduktionen dog gradvist og døde helt hen i 1999.

Imidlertid gik 30 større domæner sammen i 1999 og skabte et slags kooperativ. De har således renoveret den gamle kælder, som fortsat kan besøges af vinglade turister og så laver de så alle nogle vine, som de markedsfører med tilnavnet Cave Historique des Hospices de Strasbourg, som nu fx denne Riesling Elevé en Fûts de Chêne, der laves af Cave de Beblenheim.

Fælles for alle vinene under Cave Historique des Hospices de Strasbourg, så lagres de alle på store, gamle egefade … og hvert vinhus tapper selv deres egne vine, men en lille procentdel afregnes som betaling til Cave Historique des Hospices de Strasbourg.

Denne Riesling Cave de Beblenheim Elevé en Fûts de Chêne har jeg ikke så mange oplysninger om … udover, at den er lavet på Cave de Beblenheim og formentlig med gæring i ståltanke, mens den efter endt fermentering er lagret på store egefade.

Duftmæssig en ren og mineralsk Riesling … har allerede lidt petroleum, der suppleres af æbler, fersken, lemon, hvide blomster samt et strejf af honning.

I munden har den lidt en olieret følelse, men frugten næsten er eksotisk med blød og cremet ananas, fersken og pærer, hvilket gør det til en meget imødekommende Riesling, hvor syren ikke er så vild, men dog har en mineralsk og let saltet eftersmag. 89 point.

Købt i Alsace, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 4,5/7