2005 Mischief and Mayhem, Aloxe-Corton Premier Cru, Bourgogne, Frankrig

2005 Mischief and Mayhem, Aloxe-Corton Premier Cru, Bourgogne, FrankrigSpilopper og kaos … kan Mischief and Mayhem oversættes til. Det er samtidig titlen på en bog af Elizabeth A. Patterson samt en tegnefilm med Jern Henrik.

Det er imidlertid også navnet på en lille vinhus, som ligger i Aloxe-Corton i Bourgogne. Ikke meget fransk tradition i det navn, men vinene lever imidlertid op til de traditionsrige vine for området.

Mischief and Mayhem – eller M&M som de også selv kalder huset – består af Michael og Fiona Ragg og Michael Twelftree, tre gode venner hvis passion for vin, særligt Bourgogne, inspirerede dem til at starte op med eget set-up i efteråret 2004.

Før dette var Michael Ragg næsten 10 år hos Berry Bros. & Rudd, inden han flyttede til Bourgogne i foråret 2003. Her startede han op som vinkonsulent og winebroker i Aloxe-Corton.

Michael Twelftree er medstifter og samtidig drivkraften bag det Australske vineri Two Hands Wines fra Barossa Valley. Har smagt Pinot Noir derfra, og det er altså også rigtigt godt.

Mischief and Mayhem har et mål – at producere nogle af de bedste vine som Bourgogne kan tilbyde. Veltillavede, elegante og individuelle vine, der hver især repræsenterer både kommune og appellation.

Mange mennesker viger tilbage fra de franske navne, har Michael Ragg fortalt. De har svært ved at udtale dem, så derfor blev vi enige om, at vores lille vinhus skulle hedde noget på engelsk. Min kompagnon foreslog, at vi kaldte det ”Murder and Mayhem” … mord og ødelæggelse. Det er et udtryk, der af og til bruges på engelsk. Men det var nu lidt for drastisk, så vi stoppede ved ”Mischief and Mayhem”.

De to kompagnoner blev også enige om, at de ville skabe etiketter, der var umiddelbart genkendelige, og som konsekvent nævnte druesorter og gav en grundig forklaring om vinen på engelsk – noget som vinfolkene i Bourgogne generelt ikke går særligt meget op i.

Huset ejer ikke selv vinmarker, så det er et negociant firma, og det vigtigste er naturligvis, hvad der tappes i flaskerne. Her er de to Michael’er kræsne, så de har ingen faste aftaler med bestemte vinbønder i Bourgogne, men finder hvert år frem til små og store vinpartier, der lever op til deres krav. Dermed kan deres produktion også svinge meget fra år til år … specielt hvilke vine, som laves i de enkelte år.

Her har vi fat i én af husets topvine fra 2005, en Aloxe-Corton 1’er Cru, og den er lavet fra vinstokke med en gennemsnitsalder på lidt over 45 år, og er høstet fra marker øst og sydvest for den gamle landsby Aloxe-Corton. Vinstokkene står plantet i en blanding af kalksten, jord med god mineral- og jernindhold, lagdelt med småsten.

Vækstsæsonen og høstforhold i 2005 var fremragende. Koncentrationen, balance og modenhed af frugt var alle fremragende. Vinen er lagret 16 måneder på egefade. Der laves kun 1.200 flasker af denne vin årligt.

Duften er også ganske skøn med babybræk (på den gode måde … denne meget animalske duft, som ofte findes i rigtig gode vine), mørke kirsebær, figner, lidt røgede toner, nelliker og svage krydderier. Hmmmm, god start. Smagen er både syrlig, blød … meget let og frisk, godt med fine tanniner, god struktur, god balance og meget ren i smagen. Det smager altså godt … og nok aftenens bedste vin so far. Spændende hus, som jeg ikke er stødt på før.

Købt i Frankrig … herhjemme forhandles vinen hos FineWines.dk … men denne flaske er ikke fundet herhjemme. Et gæt på en pris i Danmark vil være omkring 400 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

Skriv et svar