Den næste Bodeguera de Valenciso vin er – som navnet faktisk også siger – alene lavet i cementtanke. Det er så vinen Valencisco Cemento, som jeg smager i årgang 2018.
Det er igen ren Tempranillo, som både er fermenteret og lagret i cementtanke … vinen er faktisk lagret hele 30 måneder i cementtankene.
WAUW … sikke dejlig landlig, bondsk og animalsk duft. Der er kæmpe dybde, godt med mørk frugt med blommer, kirsebær og brombær, kul, tjære og koks, blyanter og bare en snert af grønne krydderurter. Mums.
Hvor er det blødt og imødekommende, smager sgu fandens godt. Det er klart en mørk Tempranillo vin, men der er ingen afsavn af de ristede fade, for alt sidder på på de rigtige steder. Det er virkelig en omfavnede, blød og cremet vin, har en svag te-blade bitterhed, lidt tobak, kakao og mørk chokolade.
Forhandles af Vinmonopolet.dk, hvor en flaske koster 200 kr. ved køb af 6 flasker.