Vi fortsætter da med mer’ Gustave Lorentz vin og inden jeg går til 3 x Réserve vine fra huset, så hopper vi med på den altomfavnende rosébølge og det er i form af denne 2021 Pinot Noir Le Rosé.
Vinen er lavet på 100% Pinot Noir fra marker ved Bergheim og inden vinificeringen er alle druerne først afstilket inden en 15 timer udblødning, som lige er med til at give lidt farve.
Derefter er det sket presning inden en kølig gæring ved 18 grader efterfulgt af 2-3 måneders lagring sur lie i ståltankene. Vinen har 2,3 gram restsukker pr. liter.
What? Duftmæssigt er det næsten som at stikke hovedet ind i en nordjysk busk med hybenroser … har en lidt småbesk saftighed, hvor der også kommer nogle hindbær, lyse kirsebær og moreller frem.
Smagen overrasker mig meget … tør med lidt sødme og er nærmest et veritabelt møde mellem lidt abrikos samt nogle lyserøde bær, der også vil ha’ kontrol. Den har en slags rød bitterhed, en ren mineralsk friskhed, lidt jern og sten sammen med et skvis citroner, lemon samt en halv sukkerknald … virker måske endda lidt kødfuld af en rosé at være.
Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 149,95 kr., mens prisen er 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.