Med den næste Talrain Blauer Spätburgunder 2019 fra huset Weingut Ziereisen i Efringen Kirchen blev jeg atter munter, glad og imponeret med et lille burgundisk smil på læben.
Her kommer druerne til vinen fra den kun 1,5 hektar store og kedelformede mark Talrain, der har sit navn efter et amfiteater-formet frimærke. Enkeltmarken ligger omgivet af skov omkring 500 meter oppe i Schwarzwald skoven, hvor jordbunden er burgundisk rustrød med sit eftertragtede mix af jernoxid og kalksten.
På marken har Ziereisen franske kloner og her specifik er det Pinot Noir klonerne 5286, Frank 105 og FR 1801, plantet mellem 1990 og 2010. Vinen er lavet med spontangæring alene med druernes helt naturlige gærceller og en samlet gæring samt maceration over 4 uger, hvilket så er efterfulgt af lagring 24 måneder i store fade.
I forhold til foregående Tschuppen er fadpræget her måske en anelse mere afdæmpet, frugten mere tæt og lidt mørkere, men duften er fortsat to die for. Igen kommer den sødlige hestestald frem, som lige får mig til at tænke på den gamle hesteslagter, der i gamle dage lå i Thorsgade i Randers.
Det kommer sammen med en mælket, kødfuld frugt med kirsebær, hindbær og brombær, der bare er flot afstemt med superb balance, lidt mynte, mælkechokolade og finsk lakrids.
I munden har vinen nogle klart burgundiske elementer, hvor der både er grønne elementer, en frisk, let og pågående lys frugt med sure kirsebær, ribs, hindbær samt tranebær, masser af de knastørre tanniner, meget ung, levende med en kølig, mineralsk smag. Det er utroligt, hvor frisk frugtsmag, som Ziereisen kan få frem i en vin og her kommer frugten tørt med blækagtige og mineralske elementer, lidt urter, stor tæthed, stram syre og med lækker smag.
Forhandles Supervin, hvor en flaske koster 299,95 kr., mens prisen er 219,95 kr. på tilbud ved køb af 6 flasker.