2021 Bodega Dehesa el Carrascal, Dulcemar, Castilla-La Mancha, Spanien

2021 Bodega Dehesa el Carrascal, Dulcemar, Castilla-La Mancha, SpanienTid til selvforkælelse med en smule til den søde tand, hvilket kan løses helt vinøst med et glas af denne Dulcemar fra Bodega Dehesa el Carrascal.

Vinhuset er grundlagt tilbage i 1962, hvor Don Arsenio García Cañada sammen med sin familie startede med at lave vin, men i dag drives vingården af hans børn og børnebørn.

De har sammenlagt 300 hektar vinmarker i Sierra del Mugrón området med markerne beliggende i 900 -1.000 meters højde og fordelt på druesorter som Grenache, Monastrell aka Mourvèdre, Petit Verdot, Cabernet Sauvignon, Syrah og Verdejo. Nogle af de ældste vinstokke er mere end 50 år gamle.

Faktisk har gården samlet 1.800 hektar jord, men udover de 300 hektar vinmarker, så er der også 90 hektar med mandeltræer, et par hektar med oliventræer og i øjeblikket 600 hektar med korn.

Huset laver vinen både under appellationen Almansa DO, men også den bredere Vino de la Tierra de Castilla, som vel er det spanske svar på  franskmændenes Vin de Pays, som dækker over vine på vej op i DO klassen og med tydelige kendetegn fra lokalområdet.

Denne Dulcemar er lavet på 100% Garnacha Tintorera … druen vi også kender som Alicante eller Alicante Bouschet. De er høstet ved en høj modenhed fra 50-60 år gamle vinstokke og med et beskedent udbytte på kun 10 hektoliter pr. hektar … lidt sjovt, da Alicante Bouschet ellers er kendt for store udbytter.

De har så gæret alene med druernes naturlige gærceller i delvist nye egefade, lagret omkring 5 måneder og så klaret og filtreret let inden aftapning på flaske.

I næsen er der godt med gæret frugt, solbær, brombærsyltetøj og flamberede svesker, godt med røg, masser af træ, sød lakrids, hvor man absolut fornemmer pænt med sødme, nektar, honning, nogle ristede nødder og grønne blade.

Smagen er også nektarsød og alligevel med med et lille tanninbid, som sikrer et tørt og frisk bid. Frugten er nærmest bagt, fed og tung, bagte blommer, brombær og svesker, lidt peber, robust og levende syre … og så mangler man bare lige en god dessert til.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske på 50 cl. koster 119,95 kr., mens prisen er 99 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7