Tilbage i februar smagte jeg en dejlig rød, fin Maranges 1er Cru Clos Roussots 2019 fra vinhuset Domaine Sorine. Nu er den atter gal med en Santenay 1er Cru Beaurepaire 2020.
Vinificeringen er sket efter naturlige principper med fokus på det hårde arbejde i marken. Al høst foregår ved håndkraft, mens druer både selekteres i marken og ved ankomsten til vineriet. Svovl bliver kun tilsat i yderst begrænsede mængder, mens lagringen kun sker med en begrænset mængde nye fade.
Man får fra første fløjt denne lidt tilbageholdende, forsigtige og alligevel overbevisende duft, som både er lidt dekadent og har dette fine, lækre og diskrete fadpræg med vanilje, kanel, sødligt ædeltræ, våde fade sammen med en lys frugt af både jordbær, hindbær, lyse kirsebær og ribs. Det er en vildt tiltrækkende duft.
I munden smelter vinen næsten … virkelig blød og så alligevel med en lille grøn kant, der virkelig er så burgundisk. Frugten er frisk, småsød og lys med kirsebær og brombær med vild god frugtintensitet samt tæthed, mens syren er skrøbelig og sart, mens tanninerne er bløde. Det er sgu skruet ret godt sammen.
Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 359 kr., mens prisen er 305 kr. ved køb af 3 flasker.