2021 Laura Lardy, Beaujolais Villages Gourde à Gamay, Bourgogne, Frankrig

2021 Laura Lardy, Beaujolais Villages Gourde à Gamay, Bourgogne, FrankrigPropperiet Vin Import har fået importen af vinene fra et nyere Beaujolais vinhus. De er fra den unge Laura Lardy og jeg tester nu 4 vine fra den unge kvinde og starter med denne Beaujolais Villages Gourde à Gamay.

Laura har sin vingård ved Le Vivier i Fleurie området, hvor hun så i 2017 som ung 27-årig startede sin egen vingård ved at leje  5,5 hektar vinmarker fra sin fader.

Faderen Lucien Lardy driver nemlig familiens vingård som 3. generation, da den er grundlagt tilbage i 1870. Men Laura ville selv lave vine og det ville hendes bror Yohan Lardy også, så han er også startet for sig selv.

Hendes lejede 5,5 hektar vinmarker er fordelt på parceller i appellationerne Morgon, Fleurie, Chénas og Moulin á Vent … alle med gamle vinstokke, som Laura siden overtagelsen har omlagt til økologisk drift, selvom hun endnu ikke er certificeret.

Laura driver vingården meget anderledes end sine forfædre, idet hun tænker i økologi og dyrker med respekt for jorden og naturens ressourcer. Hun tænker økologi og bæredygtighed ind alle steder i hendes produktion, hvilket betyder få kemikalier i fremstillingen og håndkraft i marken samt genbrug af emballage i produktionen.

Det er selvfølgelig primært Gamay, som Laura dyrker på de gamle vinstokke, men også en smule Chardonnay. Den samlede produktion ligger på omkring 15.000 flasker årligt, hvor de røde laves klassisk med semi-carbonic maceration, med brug af druernes naturlige gærceller og lagring på gamle fade.

Vi smager først Lauras Beaujolais Villages Gourde à Gamay, der er lavet med druer fra granitholdige marker i kommunen Lantignié og selvfølgelig med helklasse carbonic maceration i betontanke med duernes naturlige gærceller. Derefter er den presset og lagret 10 måneder i betontankene og flasket bare med en smule svovl.

I glasset er det en lys, let og nærmest feminin Beaujolais … og sådan er duften faktisk også. Den har en frugtrig, jordbæragtig samt svag bondsk note med let og småsyrlig frugt, jordbær, hindbær, moreller og ribs, en lille anelse banan og tulipanblade.

Smagen passer totalt til duften … frisk, syrlig og saftig vin med lys frugt, en lille lemon bitterhed, hindbær, ribs og moreller, fine, sarte tanniner … hvor er det ud af landevejen, ungdommelig, friskt og med denne ubekymrede lethed. Mums,

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 199 kr.

Vinanmeldelse 5/7