2012 Château Rocheyron, Saint-Émilion Grand Cru, Bordeaux, Frankrig

2012 Château Rocheyron, Saint-Émilion Grand Cru, Bordeaux, FrankrigMed næste vin blev det så vitterlig ægte Bordeaux, men dog med et dansk/spansk islæt, for vinen er nemlig lavet i et lille jointventure mellem vor danske Peter Sisseck samt den spanske mangemillionær Silvio Denz.

Silvio Denz har tjent alle sine penge i parfumeindustrien og har så siden ekspanderet med kunst, smykker og design i sit firmaet Lalique … inden han så bevægede sig ind i vinbranchen via opkøb af det pænt store auktionshus Les Grands Vins Wermuth i Schweiz. Derefter opkøbte han også flere vinslotte i Bordeaux fulgte sammen med anparter i Clos d’Agon på Costa Brava.

Dér blev Peter Sisseck tilknyttet som konsulent i 2006 og i de efterfølgende år knyttede de to så stærke bånd, at de besluttede at give sig i kast med endnu et projekt.

Muligheden kom i 2009, hvor en ældre ejendom med 7 hektar vinmarker grænsende op til Château Laroque kom til salg … og herefter var Château Rocheyron en realitet. Peter og Silvio købte ejendommen fra Stephen og Denise Adams og den var i en ganske sørgelig forfatning, ligesom udstyret i kælderen var langt fra up to date, idet vinene fra markerne i en årrække var blevet produceret på Château Fonplegade.

Der er så siden blevet investeret maksimalt i alt der skal til for at kunne frembringe første klasse vine og selvom de købte vinmarker har været anvendt i mange år, så er Peter Sissick gået i gang med den svære konvertering til økologisk drift. Målet er ikke at skabe mørke og intense vine med højt alkohol … nej nærmere tværtimod er målet at fintune den særlige finesse og delikate friskhed, som ifølge Peter Sissick er Bordeauxs særlige gave til vinens verden.

I denne årgang 2012 er vinen lavet på 80% Merlot og 20% Cabernet Franc, som har været gæret i 7 cementtanke samt 3 rustfri ståltanke og efter gæringen har lagret 15 måneder på egefade, heraf 35% nye fade og derefter sammenstukket i rustfrit stål. Herefter får vinen så lov til at samle sig inden aftapning på flaske uden klaring eller filtrering.

Duftmæssigt virker vinen dog ikke specielt let og frisk, men i stedet ganske tør, fed og endda lidt bondsk af en Bordeaux at være, har dyb engelsk lakrids og sød finsk lakrids, stor kødfuldhed, lidt mødding og egentlig meget tæt og intens. Der er solbær og sorte kirsebær, letbrændte fade, vanilje, kanel og mælkechokolade.

Smagen er lidt lige sådan … fed, kraftig med lakrids, både sød og tør, lidt alkoholvarme dukker også op, men der er også klart pænt stort fadpræg, lidt sødme, blåbær, solbær … gode og polerede tanniner, men også lidt kant. Det smager godt og er endda velafbalanceret, men får mig ikke sådan til at falde ned af stolen.

Forhandles bl.a. af Den Sidste Flaske, hvor en flaske koster 995 kr.

Vinanmeldelse 5/7