Celler VallDolina aka Celler-Masia Can Tutusaus ligger lidt nord for Olesa de Bonesvalls omkring 20 kilometer vest for Barcelona i Penedès området … og det er derfra, at jeg smager denne 2017 Cava Tutusaus Gran Reserva Brut Nature.
Vingården Can Tutusaus kan dateres helt tilbage til 1348, men det var dog først i 1729 at dette landsted blev opbygget med kældre, der egnede sig til kvalitativ vinproduktion. Men i dag har Can Tutusaus adskillige hektar med pinjeskov, olivenlunde, egetræer og vinstokke.
Samlet har Can Tutusaus 11 hektar vinmarker, der drives af økologisk af den energiske unge vinmager Raimon Badell, der selv kommer fra en vinfamilie og har arvet sin passion for økologisk vindyrkning fra sin far.
Han har siden 1998 drevet sin vingård Celler VallDolina fra Can Tutusaus gården og laver mousserende Cava’er med meget distinkt terroirfornemmelse, noget man sjældent oplever i gode Cava’er.
Cava’erne fremstilles på Xarel-lo, Macabeo og Parellada samt Chardonna og de doseres meget lidt eller slet ikke.
Her smager vi Raimons Cava Tutusaus Gran Reserva Brut Nature, der er lavet på et mix af Xarello, Parellada og Macabeu, som først er vinificeret med en kølig gæring ved 16 grader, hvorefter vinen så er kommet på flaske til andengæringen, der er sket i kælderen ved 13 grader over 36 måneder. Vinen er degorgeret i september 2021.
Duftmæssig er der godt med æbler, men egentlig ikke så megen hverken gær eller nødder. I stedet er duften en smule bio og landlig, har kvæde, bivoks, lidt fennikel og lakrids … meget ren og virker umiddelbart også ganske saftig.
Smagen er også meget saftet, da boblerne er blide og runde. Den er meget let i smagen, frugten også meget subtil og luftig med let lemon og grape samt masser af æbler, æblemost og så ellers godt med lidt rå og brændte nødder.
Forhandles af Vinova, hvor en flaske koster 165 kr.