2021 Toi Toi Wines, Sauvignon Blanc, Marlborough, New Zealand

2021 Toi Toi Wines, Sauvignon Blanc, Marlborough, New ZealandMed de næste vine stopper vi – for et øjeblik – hos vinhuset Toi Toi Wines, der ligger på Rapaura Road lige op til Rapaura floden i Rapaura området i Marlborough og dermed den øverste del af Sydøen i New Zealand. Her er det husets Sauvignon Blanc.

Det er Kevin og Sara Joyce, som ejer og driver vingården. De fik i 2006 købt vingården Brookdale  og etablerede så Marlborough Wine Ltd. Allerede året efter fik de selskab af parret Andrew og Julie Bonner og skabte i fælleskab Toi Toi Wines og udgav også samme år deres første vin, netop en Sauvignon Blanc.

Senere i 2017 købte  Kevin og Sara Joyce dog Bonner parret aktieandel og har nu i stedet fået deres børn med i selve driften. Det er Adam og hans kone Samantha samt Adele og Richard.

Tilbagekøbet har været muligt, idet Kevin og Sara Joyces Marlborough Wine Ltd. firma er blevet ret stort og i dag omfatter en lang række vinhuse og -brands. Samtidig er parret begyndt at lukke op for andre investorer til andele i Marlborough Wine Ltd.

Ser man på de vinhuse og -brands, som Marlborough Wine Ltd. omfatter, så er det fx det velkendt Staete Landt, men også andre huse og brands som Map Maker, Stone Bay, Rata, Marlborough Vines, South Sea, Marlborough Brook, Mouku og Marlborough Mountains.

På Toi Toi Wines har Joyce familien samlet 66 hektar vinmarker, der er fordelt på de tre marker Brookdale Vineyard i Omaka Valley og Loddon Lane i Wairau Valley … selvfølgelig begge i Marlborough, men derudover har de også Clutha Vineyard i Central Otago … selvfølgelig nederste del af Sydøen.

Vi starter med at smage denne Marlborough 2021 Sauvignon Blanc, hvor druerne kommer fra 3 forskellige marker, nemlig Brookdale og Loddon Lane Vineyard, men også via opkøbte druer fra Utawau Vineyard.

Efter høsten får druerne lov til at ligge med skindkontakt i 2-3 timer, hvorefter de presses forsigtig. Gæringen sker i rustfrie ståltanke og med en række forskellige gærtyper. Derefter er vinen lagret i ståltankene en periode inden aftapning på flaske.

Dejlig frisk næse … slet ikke overgrøn og overgræsses Sauvignon Blanc, men har masser af hyldeblomst, passionssodavand, ja vel i det hele taget passionsfrugt, citrongræs, en snert frisk græs, let mango, stikkelsbær, animalsk armsved … virkelig indbydende, omgængelig, men alligevel stopfyldt med liv.

I munden er vinen nok lidt sødere end forventet – ligger også på 4,27 gram restsukker pr. liter – men det gør dog ikke, at det ikke er en frisk vin. Der er masser af grønne noter, hyldeblomst, noget melon, græs, stikkelsbær samt en smule citron. Der er trods sødmen, fint med syre, masser af tørhed og frisk grønhed.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 179,95 kr., mens prisen er 149,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7