2020 Sottimano, Pairolero Barbera d’Alba Superiore, Piemonte, Italien

2020 Sottimano, Pairolero Barbera d’Alba, Piemonte, ItalienDet næste piemontiske vinhus Azienda Agricola Sottimano er også kendt her på bloggen og denne Pairolero Barbera d’Alba Superiore har jeg skam også smagt i både årgang 2016 og 2018 … men nu smager jeg vinen i en nyere årgang 2020.

Sottimanos Pairolero Barbera d’Alba Superiore er lavet med druer fra to forskellige marker i Neive og det er Basarin og San Cristoforo på samlet 2,5 hektar.

Vinen er lavet med gæring og maceration på skindet i 25 dage udelukkende med druernes naturlige gærceller. Efter maceration og alkoholisk gæring, så er der sket malolaktisk gæring i franske egefade fra Francois Frères i Bourgogne.

Vinen lagrer derefter i fadene i 15-16 måneder og halvdelen af tiden sur lie – altså på bærmen – mens 15% af de burgundiske barriques er helt nye og de øvrige har været brugt 4 gange tidligere. Sluttelig er vinen så flasket uden filtrering.

I næsen er det klart en Barbera, hvor den har fået en del fad, men virker meget indbydende med gæret frugt, kirsebær, ribs, blommer, pottemuld, violer, blomster, medicinskab, blæk, grafit, tobak … alt meget rundt med søde krydderier. Virker klare mørkere end fx 2018’eren.

Der er også skrald på smagene … om end ikke overvoldsomt, men i stedet med en rigtig fin syre, som spiller godt sammen med den fede og lidt bombastisk og saftige Barbera, Som med 2018’eren finder jeg faktisk også nogle klare tanniner, selvom man normalt siger Barbera ikke rigtigt har tanniner. Det har denne sammen med lidt peber, svag sødme, masser af jern og tanniner.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 209 kr., mens prisen er 179 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7