Bocales Montefalco Rosso blev selvfølgelig efterfulgt af den vin, som virkelig har fået Montefalco på verdenskortet, de tanninrige og syrlige Sagrantino vine. Nu er det først Bocales almindelige 2015 Montefalco Sagrantino.
Sagrantino druerne til husets topvin høstet ved håndkraft i den første uge i oktober. Vinen laves med maceration i 40 dage og gæring i rustfrie ståltanke, hvorefter vinen så har lagret på egefade i 24 måneder. Ingen klarering, stabilisering eller filtrering og efter flaskning lagrer vinen yderligere en periode, således reglerne om samlet lagring i 37 måneder overholdes … og så trækker den en høkoktan på 15,5%.
Duftmæssigt er der sgu skrald på … dufter faktisk rigtig godt med tungt fadpræg med vaniljestøv, lakridskonfekt, tyk og fed frugt med solbær, brombær, blommer og lidt et nips ribs, tobak, chokolade, lidt sæbe og blomster, læder, sandeltræ og søde krydderier.
I munden er vinen kraftig, mørk og total blød … men så sætter de knastørre tanniner ind … og trækker du så samtidig masser af luft ind i munden, så er det som et spark af en hest eller at få en køkkenrulle i kæften med spejderhagl, blommer, figner og solbær, jern, jord, bitter frugt og krydrede elementer. Gee it taste good.
Forhandles af Rusticone, hvor en flaske koster 265 kr., mens prisen er 200 kr. ved køb af 6 flasker.