N.V. Chateau de Canon, Ceci n’est pas un Cidre, Frankrig

N.V. Chateau de Canon, Ceci n'est pas un Cidre, FrankrigI Canon mellem Caen og Lisieux omkring 20 kilometer sydøst for Caen i Normandiet producerer Héloïse og Hervé de Mézerac cider, calvados, pæresaft og opdrætter får.

Derudover har de omkring 50.000 besøgende om året, som bliver tiltrukket af muligheden for overnatning i træhytter, der ligger 22 meter oppe i over 300 år gamle platantræer. Héloïse og Hervé har 6 af disse hytter.

De bor ved siden af det gamle 1800-tals slot Chateau de Canon, som samlet ejes af 9 medlemmer af familien, men slottet er i dag ubeboet og anvendes til fremvisning for besøgende, receptioner, bryllupper, ligesom slottet har en butik med salg af lokale produkter, bl.a. Héloïse og Hervé de Mézeracs cidere.

Hervé har også åbnet en bondegård for offentligheden … en slags uddannelsesgård, som skoleklasser kan besøge og se, røre og fodre dyrene. Samlet har Hervé 1.500 dyr plus 12 hektar landbrugsjord og hans dyrebestand omfatter alt fra uldne grise fra Ungarn til lokale gæs, højlandskalve, lamaer og dværggeder. Gården har cirka 350 besøgende om dagen.

Derudover har Hervé også 20 små hektar frugthave og siden overtagelsen i 1996 har Hervé de Mézerac gradvist omlagt alle æbleplantagerne omkring gården til 100% økologi og plantet flere træer, men han er samtidig forblevet tro mod sin strategi om, at tage tingene i små skridt baseret på forsigtighed og tålmodighed og 100% fokus på kvalitet.

Hervé planter yderligere en halv hektar hvert år og sælger omkring 40.000 flasker om året. Produktionen er økologisk og mange af hans mange dyr som får og køer græsser frit i æbleplantagen.

Den aktive Hervé mangler ikke arbejde … og udover et slot med slotsbutik, udlejning af hytterne i trækronerne, bondegården, den store æbleplantage og ciderproduktionen, så har Héloïse og Hervé Mézerac også 4 små børn.

Her smager vi hans cider med navnet Ceci n’est pas un Cidre … det er ikke en cider. Det har måske navnet fordi, at cideren har en lidt  øllet’ gærsmag, som kan minde om gærnoterne i sur øl … men det er dog en vildgæret cider.

I glasset er dette ciderens svar på orangevin … i hvert fald er farven ganske orange. Næsen er ligeledes ret funky, landlig med boblende mødding, krudt og så ellers modne nedfaldsæbler, tørrede abrikoser, bonevoks, skocreme, lidt mentol … Mentos the Freshmaker … samt disse lidt gærede noter.

I munden er det øko og bio … næsten tiltrækkelig til at opfylde EU’s mål for grøn omstilling. Der er dejlig frisk æblesagt suppleret med en smule grape, meget frisk, men også røget, sødbitter og blomsterrig med en sådan lidt stille, rolig og afventende syre.

Forhandles af Ciderrevolution, hvor en flaske koster 110 kr.

Vinanmeldelse 5/7