Bodegas López Cristobal har mange spændende og lækre vine. Jeg har før smagt, anmeldt og bl.a. skrevet om deres røde topvine som Bagús, Viracocha og Selección, og nu smager jeg så deres 2016 Parcela Uno.
Parcela 1 hylder den første parcel, som vinmageren Galo López plantede sammen med sin far Santiago López.
Vinen er reelt opgradering af den nu udgående Lopez Cristobal Reserva og det er en Tempranillo fra den allerbedste parcel på Finca Valera, hvor Galo tilmed har dumpet høstudbyttet ned til ganske få drueklaser pr. vinstok.
Vinen gærer ved 30 grader i roterende gæringstanke, der giver mulighed for et langt mere præcist udtræk af farve, smag og tannin fra drueskindet. Efter endt fermentering har vinen endelig lagret 12 måneder på 70% franske og 30% amerikanske egetræsfade, som spænder fra 225 til 500 liter … og endnu flere nye fade end i den gamle Reserva.
Duftmæssigt virkelig lækker López Cristobal kvalitet … en dyb, fed samt intens aroma, hvor der både er blæk, tjære, sød tobak, en frugt med sorte kirsebær, brombær, solbær samt et tydeligt fadpræg med kanel, vanilje, kaffe og lakridsrod. Frugten har bestemt en modenhed og stor intensitet, mens syren til gengæld virker lettere, lysere og en smule blomstret.
I munden er vinen knap så fed … frugten er her langt friskere, men imidlertid slet ikke så dyb og intens. Selvom det jo er en mørk vin, så er frugten lettere med blåbær, hindbær og tranebær, lidt bitterhed, pæn tørhed og så samtidig friske, men knastørre tanniner.
Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 399,95 kr., men i øjeblikket er på tilbud til 229,95 kr. ved køb af 6 flasker.