2014 Jean-Louis Chave Selection, Hermitage Farconnet, Rhône, Frankrig

2014 Jean-Louis Chave Selection, Hermitage Farconnet, Rhône, FrankrigFalken havde flere kaliber magnum kugler tilbage i sit vinøse skydetelt, for næste vin var et gensyn med Hermitage Farconnet fra Jean-Louis Chave Selection. Sidst jeg drak vinen var i årgang 2008, men det var sgu også helt tilbage i 2012. Her er det en årgang 2014.

Jeg har smagt og skrevet om Chave før her på bloggen, for det var nemlig da jeg smagte Jean-Louis Chaves Hermitage i årgang 2011 tilbage i juni 2017 og senere årgang 2010 i januar 2019.

Modsat de to rigtige Hermitage vine, så er denne Hermitage Farconnet fra hans Chaves selection-program, dvs. hans negociant virksomhed, hvor Jean-Louis Chave køber druerne fra vinavlere i området og her et det fra opkøbte druer fra 60 år gamle vinstokke på markerne Diognières, Péleat og Greffieux.

Størstedelen af Syrah druerne kommer dog fra Diognières, hvor jordbunden består af alluviale sten og grus, der giver vinen kant og mineralitet. Péleat er beliggende over Diognières og indeholder en større andel af kalksten, mens Greffieux ligger på Le Méal, der med sit store indhold af større sten giver vinen struktur.

Farconnet er opkaldt efter manden, som Jean Louis Chaves farfar købte Hermitage-parcellen Bessards fra og vinen vinificeres på en kombination af brugte tonneaux og stål, hvorefter den lagres på barriques i 18-24 måneder.

Det er ikke jernholdig kugler, som der skydes med, men i stedet i næsen en mørk og frisk frugt, brombær og sorte kirsebær, godt med lakrids, oksefond, godt med tæt struktur, lidt tjære, tørre fade, blæk, mentol, fennikel og stenede mineraler.

I munden er vinen også tør, mørk og bitter som en vinøs guinness, masser af solbær, stringent, hård og frisk, masser af tørre tanniner og så alligevel føles vinen blød og lettere cremet. Der er dog godt med syre, friskhed og lette krydderier.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 439 kr., mens prisen er pt er 339 kr. ved køb af 2 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7