Hainfelder Letten Pinot Noir Grande Réserve fra Weingut Bernhard Koch har jeg smagt tidligere i årgang 2013 og den var næste vin i rækken blot i en årgang 2016. Den kom dog til at virke lidt kluntet i forhold til en elegante Chat Sauvage, men er dybest set en monsterlækker vin.
Sidst jeg smagte den, så gav jeg den da også hele 6,5 Thumbs Up og var ganske begejstret. Det er fortsat virkelig lækker vin, blot en anderledes Pinot Noir vin end den foregående, bl.a. med varmere og langt mere fadtung.
Vinen er alene lavet med druer fra marken Hainfelder Letten, der er den bedste mark omkring Hainfeld. Navnet Letten betyder ler eller lerholdig jord og det er netop tilfældet med Hainfelder Letten, som består af ler, kalk og lermel.
Denne vin laves alene i de allerbedste år og laves som de øvrige topvine hos Koch … altså med maceration og gæring i store tanke og lagring 18 måneder på barriques og større egefade. Efter aftapning på flaske er vinen så yderligere lagret 3 år inden frigivelse.
I næsen er det en Pinot Noir kraftbasse med både flæsk, blæk, sorte oliven, lidt mælkede noter, masser af fadsødme fra sødbrændte fade, mælkechokolade, vanilje, tonsvis af kakao, karamel, kaffe, sød frugt og langt mørkere end lige forventet. Det er solbær og jordbær i fint elegant sammenspil, lidt balsamiske noter og så grønne elementer samt en smule eukalytus.
I munden er det en varm Pinot Noir … og jeg gættede faktisk på en amerikanske af slagsen. Den har en varm, blød syre, masser brændte noter, sødme, modne kirsebær, tranebær, hindbær samt boysenbær, men samtidig også en rigtig fin balance. Tanninerne er fin, polerede og samlet har vinen også en vis lethed og elegance, for det fede og småbuttede duftnoter slår ikke igennem i smagen, som er ren, klar samt tæt og ordentlig smagfuld.
Forhandles af Vinvärket, men de har den ikke pt. i sortimentet. Den koster normalt lige over 500 kr.