2018 Domaine Potinet-Ampeau, Meursault, Bourgogne, Frankrig

2018 Domaine Potinet-Ampeau, Meursault, Bourgogne, FrankrigDomaine Potinet-Ampeau ligger i Monthélie i den sydlige del af Côte de Beaune nær Meursault, Volnay og Auxey-Duresses. Og det er netop en hvid Meursault i årgang 2018, som jeg smager fra vinhuset.

Domaine Potinet-Ampeau drives i dag af 5. generation i form af Vincent Durrieu, men hans mor Chantal Durrieu er fortsat med i driften.

Familien har samlet 10 hektar vinmarker spredt ud over landsbyerne Puligny-Montrachet, Meursault, Auxey-Duresses, Volnay, Pommard og Monthélie. Vinstokkene er i gennemsnit 35 år gamle og alle dyrket efter økologiske principper.

Domænet producerer 18 Côte-de-Beaune appellationer mellem Pommard og Puligny-Montrachet, halvt hvidt og halvt rødt. Det er et hus, som med laver store Meursault vine … og Ampeau navnet har da også stolte traditioner, fx via sin afdøde slægtning Robert Ampeau, der havde et særligt ry som specialist i kældermodnet bourgogne.

Denne Meursault er lavet på Chardonnay druer, som Vincent Durrieu høster fra over 40 år gamle vinstokke på de højt anerkendte enkeltmarker, Pré de Manche og Clos des Luchets. De friskhøstede durer presses direkte i en mekanisk vinpresse, inden nedkøling og 24 timers bundfældning af urenheder.

Mosten omstikkes herefter til en langsom og kølig gæring, der bevarer alle frugtens fine nuancer. Meursault’en fuldendes ved en malolaktisk gæring samt 18 måneders lagring på 228 liter Allier barriques, heraf 20% nye fade.

Lækker smørfed Chardonnay brise … og når jeg skriver brise, så er det fordi, at vinen har en meget let aroma, hvor fadfedmen slet ikke er tung eller dominerende. Der er smør, let ristede nødder, toast og en smule røg. Frugtmæssig er det mest pærer, men de suppleres fra en eksotisk orkester, hvor der spilles lidt abrikos og mango. Dosering er her nøgleordet, for alt er velafbalanceret så fint, let og elegant.

Sådan er smagen også … på inden måder fed eller svulstig, men er rank, fin, sart, feminin og elegant. Det er en franske femme fatale med graciøs, slank og yndefuld krop. Syren er afdæmpet, men har som madame selv styr på alle led i kroppen. Der kommer både lidt citrus, ultrasvagt lidt lemon og dæmpet kalket mineralitet. Man bliver omgående i godt humør og Houlberg giver 5,5 med pil op.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 599,95 kr., mens prisen pt er på tilbud til 499,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7