I sommers smagte jeg en fin 2019 Forster Pechstein Riesling Trocken fra Weingut Spindler Lindenhof og nu smager jeg så atter en vin fra husets … deres 2020 Forster Mariengarten Riesling Trocken.
Druerne fra kommer fra marken Forster Mariengarten, der er en kalkrig mark i 120-160 meters højde lige vest for byen Forst.
Vinen laves på traditionel vis med vinificering i rustfrie ståltanke og en efterfølgende kort tids lagring i ståltankene. Dermed kan Timo Spindler fremhæve den enkle og rene karakter i Riesling druen.
Allerede ved første snif er der en snert petroleum og en olievædet klud, meget inderlig og svagt landlig aroma, godt med pærer, æbler, citroner og våde, salt sten. Det virker som en lille frisk bandit.
I munden er vinen først let perlende … blot en smule, men det aftager dog hurtigt. Syren er nådesløs sprød, krisp og tør og de grønne, våde og friske æbler giver masser af bid sammen med lidt lemon og citroner, der sammen med en lille saftig sødme giver en forfriskende balance. Det er sgu snorlige og elskeligt … og til pengene en lille ener.
Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 112 kr., mens prisen er 98 kr. ved køb af 6 flasker.