I sommers smagte jeg 4 vine fra Weingut Steitz … og nu smider jeg igen lidt lækker Steitz Riesling i glasset, nemlig en Riesling Feinherb 2020.
Da jeg i sommers smagte Christian Steitz’ knastørre Gutsriesling, så skrev jeg også en del om vinhuset, men lad os denne gang blot koncentrere os om denne sødere 2020 Riesling Feinherb … altså også en Gutsriesling.
Vinen er lavet alene på rustfrie ståltanke og gæret med Christians specielle gær, derefter lagret sur lie på ståltankene en periode og har 16,7 gram restsukker pr. liter.
Duftmæssigt en sødlig frugt, fersken, modne pærer, kvæde samt lidt mango klart med nogle kalkagtige elementer. Selvom det er en sødlig vin, så slipper den godt afsted med en let, lun og delikat aroma, der har lidt småbrændte nødder og en snert karamel.
I munden har vinen mere tæthed … sådan lidt sød/syrlig moden frugt, røget og saltet abrikos, modne æbler, lemon og citron, men det leveres egentlig cremet og blødt med en lidt mørk, kraftig syre, som lige prikker lidt på tungen sammen med saltede mineraler. Selvom vi sødmemæssigt er på Feinherb niveauet, så er sødmen slet ikke spor dominerende … den rolle har den kraftige syre og fyldige frugt.
Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 129 kr., mens prisen er 95 kr. ved køb af 6 flasker.