2007 Major’s Hill Wine Estate, Merlot Estate Wine, Western Cape, Sydafrika

2007 Major’s Hill Wine Estate, Merlot Estate Wine, Western Cape, SydafrikaEfter den flotte spanioler … så røg vi mere sydpå, nemlig helt til Sydafrika, hvorfra vi smagte denne Merlotbaserede vin fra Major’s Hill Wine Estate.

Major’s Hill er startet i 1994, da Familien Louw købte vingården Klipdrif. I modsætning til mange andre af vingårdene i Robertson Valley, som i generationer er gået i arv, har Klipdrif været ejet af mindst 4 forskellige familier før 1994. En af de tidligere ejere, major Jacobus Petrus Marais, bedre kendt som “Oom Kosie”, startede drueproduktionen og var en af de første i Robertson Valley til at bygge vinkælder.

Han startede et firma (Southern Liquer Company) og udviklede den meget berømte Klipdrift Brandy, som han også brugte som base i lang række andre likører. Efter hans død blev han begravet på en bakketop, hvor han plejede at gå op for at kigge ud over hans land. Uheldigvis blev Klipdrif solgt få år efter hans død og mærket Klipdrift brandy blev solgt.

Som en af de ældste vingårde i Robertson Valley er den stadigvæk kilde til mange minder og historier og det var nærliggende, at de nye ejere kiggede meget på den gamle arkitektur, da de renoverede gården. Man lavede de nødvendige faciliteter så vinkælderen i dag fremstår som en moderne kælder, hvor vinmager og aktionær Alkie van der Merwe har frie hænder til producere det bedst mulige vin. “Oom Kosie” eller Major Marais er blevet æret ved at man har opkaldt vingården Major’s Hill.

Dewald, hovedaktionæren i Major’s Hill, lader sine druer modne lige lidt længere end normalt. Herved opnås den velkendte stil fra Majors Hill. Dewald der tidligere har været ingeniør i Cape Town stod af “ræset” og valgte vinens forunderlige verden. Det bemærkelsesværdige ved vinene er de bløde tanniner, som bland andet kommer fra gæringen, der hos Major’s Hill sker ud fra hele bær, og ikke mast “pulp”. Gæringen stoppes ved cirka 3% alkohol. hvorefter mosten presses og gæringen genoptages for at bevare frugt noter i eftersmagen.

Her er det en ren Merlot, lagret 12 måneder i 70% franske egetræsfade og 30% amerikanske fade.

Duftmæssigt er der lakrids, mørke bær, blommer, læder, røg, brændte toner og sødme. Smagen er en smule pebret med solbær, sødme … meget fløjlsblød, men måske også en smule kantet/speciel. Tanninerne er fint bløde, og der er også en okay eftersmag. Det er en vin, som jeg har smagt en del gange og i starten ret vild med. I dag rangerer den en smule lavere … jo, man udvikler sig vel? Merlot’en er også den bedste af vinene fra Major’s Hill. Jeg har tidligere anmeldt deres Pinotage, som jeg ikke brød mig specielt om.

Købt hos Glud Vin, hvor prisen er 119 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

Skriv et svar