Som tidligere skrevet, så skulle vi støde på Weingut Jean Stodden flere gange denne aften og det blev det en Spätburgunder basisvin, som Flemming serverede for os.
Druerne til vinen kommer fra forskellige af Stoddens marker i både Bad Neuenahr-Ahrweiler, Dernau og Rech. Druerne høstes selvfølge med håndkraft og fermenteres over 14 dage i rustfrie ståltanke med skindet. Herefter sker der en malolaktisk gæring og så lagrer vinen i gamle 1.000 liters egetræsfade i knap 11 måneder.
2019’eren minder på mange måder om 2018’eren med en streng næse, der er urtet og grøn. Der er kirsebær, granatæbler suppleret med lejrbål og masser af os, våde brugte vaskeklude, mynte, timian, eukalyptus, tulipaner og lægeurter.
Smagen følger duften meget godt og er syrlig, røget, bitter med stram syre, stramme tanniner, syrlige kirsebær, ribs og brombær, men lidt kluntet og småskæv inklusiv en pose syrlige drops. Som sidst kan den lige hive sig op på 4,5 Spätburgunderglade fingre.
Forhandles herhjemme af Juul’s Vin & Spiritus , hvor en flaske koster 169 kr.