2017 Roboredo Madeira, CARM Reserva, Douro, Portugal

2017 Roboredo Madeira, CARM Reserva, Douro, PortugalCasa Agrícola Roboredo Madeira aka CARM drives af familien Roboredo Madeira og laver vin, olivenolie og mandler. Her smager vi vinen CARM Reserva 2017.

Familien har drevet deres kombinerede landbrug siden det 17. århundrede og altid omkring Douro floden.

Familia Roboredo Madeira har i dag 60 hektar med mandler, 220 hektar olivenlunde og 200 hektar vinmarker, der ligger omkring den lille by Almendra i den bedste del af det øvre Douro, hvor vinhuset også holder til.

Siden 1966 har Celso Maderia stået i spidsen for vinhuset og det var også ham, der i 1995 gik over til økologisk drift. I dag er det dog den næste generation i form af Filipe Roboredo Madeira og António Magalhães Ribeiro, der står for driften og vinproduktionen,

Familiens vine og olivenolier roses … bl.a. blev huset i 2010 belønnet med en flot 9. plads i Wine Spectators Top 100 for deres Reserva 2007 og deres olivenolier er meget berømte i Portugal og ligeså vigtige for familien som vinproduktionen.

Vinene laves under flere brands, bl.a. CARM, Vinha da Urze, Bispado, Almendra og Marquês d’Almeida. Denne Reserva 2017 er lavet på 50% Touriga Nacional, 25% Touriga Franca, 20% Tinta Roriz og 5% Tinta Francisca. Vinen er vinificeret i husets kælder på Quinta das Marvalhas i Almendra.

Druerne er 100% afstilket, hvorefter du lige knuses og køles hurtigt ned. Først derefter starter en kold premaceration i 12-24 timer før gæringen ved 22 grader i rustfrie ståltanke over 8 dage. Efter gæring er vinen så lagret 18 måneder på 500 liter egefade … 70% franske og 30% amerikanske.

Næsen har små prikkede blomster på … dejlig indbydende, lidt vild, frisk og funky med både brombær, sorte kirsebær samt et klar præg fra fadene med vanilje og chokoladekiks. Det virker ikke kompleks, men har en dejlig umiddelbarhed, som er forfriskende og ganske charmerende.

Smagsmæssigt er der igen en vis sødme, men her er det meget passende, for vinen har en dejlig smag, rund, venlig, vild, lækker og med god balance med faste og venlige tanniner suppleret med de mellem- og mørkerøde bær.

CARM forhandles af Portugisisk Vinkælder, men denne er ikke fundet, så prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 5/7