2016 Domaine Bott-Geyl, Pinot Noir Les Galets Oligocène, Alsace, Frankrig

2016 Domaine Bott-Geyl, Pinot Noir Les Galets Oligocène, Alsace, FrankrigJeg sluttede Millésimes Alsace DigiTasting® fra Domaine Bott-Geyl med Pinot Noir Les Galets Oligocène i årgang 2016.

Les Galets Oligocène har sit navn efter undergrunden på den markparcel, hvorfra druerne til vinen stammer.

Galets kan nemlig oversættes med sten og Oligocène til Oligocæn og hentyder til en tidsperiode for omkring 23-34 millioner år siden … bare sådan cirka. Da Oligocæn perioden begyndte, så faldt atmosfærens CO2-indhold drastisk, hvilket forårsagede at temperaturen faldt og antarktis iskappe dannedes … og det fik selvfølgelig stor betydning for aflejringer i undergrunden.

Anyway … Pinot Noir Les Galets Oligocène er med en kølig premaceration på 5-6 dage inden gæringen, som sker med druernes naturlige gærceller over 12-15 dage med let pigage. Efter presning er vinen lagret på barriques for malolaktisk gæring og har samlet lagret 14-18 måneder.

Nøj det dufter godt … lækker animalsk stald med lyse kirsebær, jordbær, tørrede rosenblade, nødder, røg, tobak, grøntsagsfond, lettere parfumeret, lidt tør jord og meget indbydende. Frugten er lys og moden, vinen i fin balance med lidt mineralske og jernagtige elementer.

Smagsmæssigt er vinen dog ikke så rund … pænt syrlig og lidt småbitter. Der masser af røg, jord, bitre elementer, krydderier, peber og en lidt syrlig eftersmag.

Forhandles af Vinmonopolet.dk, men prisen på denne kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 4,5/7