2019 Weingut Axel Pauly, Lieserer Niederberg-Helden Riesling Trocken, Mosel, Tyskland

2019 Weingut Axel Pauly, Lieserer Niederberg-Helden Riesling Trocken, Mosel, TysklandJeg fik sgu smag for mer’ Weingut Axel Pauly vin og fik det hurtigt løst med denne 2019 Lieserer Niederberg-Helden Riesling Trocken.

Det er en Riesling, hvor druerne kommer fra en af husets bedste marker Lieserer Niederberg-Helden. Marken er meget stejl og sydvendt med en jordbund af blå og grå skifer.

I denne årgang 2019 var høstudbyttet 25% lavere end i 2018, men til gengæld blev årgang
2019 begunstiget med en exceptionel høj druekvalitet. Jeg mener Angelina Lenz fra Weingut Franzen i Mosel betegnede 2019 som en rigtig god og almindelig årgang, hvor der er godt med syre og en fremragende balance i vinene.

Efter høsten ligger druerne i en koldmaceration i 24-48 timer inden en spontangæring alene med druernes naturlige gærceller. Gæring sker på ståltanke, hvor vinen efter endt fermentering også har lagret med ugentlig bâtonnage. Vinen har 6,8 gram restsukker pr. liter.

I næsen er der en halv haveslange … eller i hvert fald lidt svag petroleum, bare helt forsigtigt. Men ellers er det en mineralsk, ren og stenet, flintet næse og har denne inderlighed, som man ganske ofte finder i god Riesling. Der er blomster, gule æbler og fersken, måske lidt melon, citroner, lemon, timian og grønne urter.

Smagsmæssigt har vinen en god syre, citroner, grønne og småsure æbler, syren endda ganske streng, barsk og ufølsom. Den er en frisk, frejdig og sprød Riesling, masser af mineraler, flint, bjergarter og så denne livlige syre. Det er lige før at man ikke tror, at det er Mosel, for der er ikke megen sødme. Det er spidst, køligt og det er sgu lige før, at det knaser i munden. Mums og av.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 299,95 kr., mens prisen er 259,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7