2004 Bodegas Resalte de Peñafiel, Peña Roble Reserva, Ribera del Duero, Spanien

2004 Bodegas Resalte de Peñafiel, Peña Roble Reserva, Ribera del Duero, SpanienEn 92 points vin … kan man vist kalde den sidste flaske, som Gert og jeg nød mandag aften på terrassen … i røg og damp fra Weber bålstedet … jo sådan en fætter ryger gevaldigt. Vi er hos ét af de vinhuse, som jeg har skrevet om en række gange herinde … og vis vine jeg har smagt … ja vel stort set alle de forskellige af … men ikke denne Peña Roble Reserva.

92 point fordi, at både Wine Enthusiast, Parker og Wine Spectator alle har givet vinen 92 point, så på den både er de enige. 249 knaster koster vinen, og det er endda prisen ved køb af 6 stk., for ellers koster vinen 349 kr., hvilket nok er i den øvre ende for en 92 point vin, men det er nu en helt anden snak.

Vinhuset blev grundlagt i år 2000 med det formål at skabe vine af høj kvalitet, der ville skille sig ud i den konkurrencedygtige region. Vingårdens navn og logo stammer fra slottet i Peñafiel.

Gården har 80 hektar vinmarker med vinstokke fra 10 til 100 år. Den årlige produktion er på 250.000 flasker om året, men der  er kapacitet til 500.000 flasker om året. Kældrene er udstyret med den nyeste teknologi, bl.a. et avanceret tyngdekraft-system, for at behandle druemosten så skånsomt som muligt.

Vinhuset besidder 1.500 egetræsfade, 70% franske og 30% amerikanske, og de fornys hvert 3-4 år. Det giver sikkerhed for god aldring i kældre, hvor vinen hviler i optimale betingelser med termostatstyret regulering af temperatur og fugtighed.

Vinmager på Resalte er den unge ønolog Enrique Andrades, en rising star i Ribera del Duero.

Alle vinene på Bodegas Resalte de Penafiel fremstilles af 100% Tempranillo, og alle druerne er håndplukket med en streng udvælgelse og efterfølgende sorteret på vingården. Der produceres 3 kvaliteter; Resalte, som er gårdens topvine, Peña Roble, en mere kommerciel serie med et ungt og moderne image samt endelig deres basis/grundserie, Balsión, som primært er tiltænkt større detailhandlere.

I Peña Roble serien lagrer denne Peña Roble Reserva længst tid, nemlig 15  måneder på franske og amerikanske egetræsfade. Druerne kommer fra 25-årige vinstokke fra marker lige omkring byen Peñafiel.

Lad os fluks springe til indtrykket. Duftmæssigt overmodne pærer og blommer … faktisk næsten tæt på at gære, chokolade, lakrids, fedme  og en smule urter eller krydderier. Smagsmæssigt overraskes man af de voldsomme tanniner, som vinen indeholder, hvilket måske ikke lige var forventet af denne block-buster af en vin. Der er også blommer, karamel,  og en god cremet, fuldfed smag i vinen, ren blommelikør … hvis man lige ser bort fra de måske lidt søde tanniner og den frugtdominerede smag. Lækkerbisken. En ordentlig mundfyld.

Købt hos Vin og Vin, pris 249 kr. (jeg fik den til prisen for 6 stk.)

Vinanmeldelse 5/7 

Skriv et svar