2015 Domaine Joncy, La Trad’ Nature Régnié, Bourgogne, Frankrig

2015 Domaine Joncy, La Trad’ Nature Régnié, Bourgogne, FrankrigMin begejstring for Domaine Joncys beaujolaisvin fik mig til omgående at hive proppen af endnu en vin fra dem … deres 2015 La Trad’ Nature Régnié. Det gjorde ikke henrykkelsen mindre … tværtom.

Det er selvfølgelig fortsat ren Gamay, men denne gang fra appellationen Régnié, der nok er den billigste og nyeste af de 10 cruer i Beaujolais, men giver så fine, elegante og bløde vine.

Hos Domaine Joncy kommer druerne fra deres granitholdige marker, hvor vinstokkene er over 50 år. Druerne høstes manuelt med en streng sortering, således kun de bedste druer anvendes.

Vinen er lavet  efter macération carbonique metoden alene med druerne naturlige gærceller over 15 dage. Efter endt fementering og presning, så er vinen lagret 11 måneder i betontanke, men er slet ikke filteret eller tilsat svovl … deraf navnet La Trad’ Nature. Altså økologisk sagt uden sulfitter, ren natur.

I forhold til forrige vin fra Joncy er næsen her klart lettere, mere blomsterrig og finere i strukturen. Det heldigvis fortsat bondsk og rustikt, men nu er aromaerne mere mytiske, lokkende og samtidig med æterisk luftighed. Det er gæret frugt, knuste hindbær, ribs og tranebær, bananer, tulipaner, blyanter, blæk, tjære, knuste sten, granit, mineraler og masser af tørt træ.

I munden er det fortsat tørt, blomstret og rent … mere syrlig end forrige, men stadig animalsk og bondsk, men her er syren langt mere levende og insisterende. Der er mere ribs, knuste kirsebær og syrlig kirsebær. Der er våde papkasser, våde fade og læskende saftighed, blot her med lysere og strammere nerve. Der er som at spise ribs med blomster på … og jeg gnasker lystigt.

Forhandles af VinGuruen, hvor en flaske koster 180 kr.

Vinanmeldelse 6/7