2017 Château de la Charrière, Santenay Les Charmes Dessus, Bourgogne, Frankrig

2017 Château de la Charrière, Santenay Les Charmes Dessus, Bourgogne, FrankrigLad os da endelig fortsætte med mer’ bourgogne og denne gang med en Santenay Les Charmes Dessus fra vinhuset Château de la Charrière, som ejes og drives af Domaine Yves Girardin.

Girardin familien har været vinbønder i 13 generationer siden 1570, men det var først i 1960’erne, at vinhuset reelt udviklede sig og startede med at flaske og sælge egne vine.

Det skete, da Jean Girardin overtog driften på vingården, som dengang var på 12 hektar. Da han senere i 1981 gik på pension, så blev vingården delt i 3 mellem hans 3 sønner Yves, Vincent og Jacques, som hver fik 3 hektar vinmarker.

Men Yves havde store ambitioner og udvidede senere huset med køb af marker i både Chassagne-Montrachet og Pommard inden han i 2003 købte Château de la Charrière.

I dag har Yves således sammenlagt 21,5 hektar vinmarker og han nu fået hjælp af sønnen Benoît, som indtil 2011 studerede til vinmager i Beaune og senere arbejdede i Bordeaux.

Men delingen af vingården tilbage i 1981 har medført, at Girardin familien i dag er udbredt i Bourgogne. Således har jeg tidligere smagt og skrevet om vin fra både Jacques og Justin Girardin, der er drives af Yves’  bror Jacques og dennes søn Justin.

Derudover findes der også Domaine Aleth Girardin samt Domaine Vincent Girardin, der også er en del af samme familie.

Men her smager vi altså Yves’ Château de la Charrière, Santenay Les Charmes Dessus, der er lavet med druer fra vinmarken Les Charmes Dessus i det sydlige Santenay. Den ligger gunstigt  direkte op ad de to 1er Cru-marker Petit Clos Rousseau og Les Fourneaux.

Vinen er lavet med 5 dages kold maceration, hvorefter vinen så har gæret i gæringskarrene over knap 10 dage med langsomt stigning til 32 grader. Efter endt fermentering er vinen så lagret 9-11 måneder på franske barriques, heraf 15-20% nye fade.

I næsen er vinen sådan landlig, småbondsk og småparfumeret med lys og moden, lækker frugt, kirsebær, hindbær, tranebær, kul, grafit, let lakrids, sæbe, blomster, roser, cedertræ … og ganske svagt blot lige et lille strejf af fad, kanel og vanilje.

Smagsmæssigt er vinen næsten klassisk grøn bourgogne med masser af syrlighed, men med mere luft i glasset bliver tingene lidt rundere med en frugt af tranebær, jordbær og rabarber, tørre og småskarpe tanniner. Men vi er klart i den syrlige afdeling, så den virker dermed stringent, rank og pivfrisk.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 369,95 kr., mens vinen i øjeblikket er på tilbud til 159,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7