Fredag bød på denne vin fra et af mine ynglings vinområder, nemlig denne gamle kending, Condado de Haza fra Ribera del Duero i Spanien. Et vin, som jeg har fået mange gange, og som faktisk stadig holder.
Vinen er lavet på 100% Tempranillo og kommer fra en af Ribera del Dueros absolutte topproducenter Alejandra Fernandez. Vinen har ligget 15 måneder på nye, amerikanske fade. Her i årgang 2007 har vinen fået 91 Parker point.
I glasset mørk, og en duft … lidt røget, kaffe, lakrids og mørke bær. Smagen lidt i samme stil … måske en lille anelse for meget fad, men ikke alarmende, og også præg af krydderier og solbær. Der er også god blødhed, og det er bestemt et dejligt glas vin.
Vinmageren Alejandro Fernandez er kendt i vinkredse, og har haft sin fokus på kvalitet, kvalitet og atter kvalitet.
Hele eventyret begyndte i 1972 da han, i en tid hvor det meste af Ribera del Dueros vinindustri lå brak, rykkede ind i et nedlagt vinbrug, bygget helt tilbage i 1700- tallet. Alejandro Fernandez’ mål og midler var simple.
Han ville lave vin i verdensklasse, udelukkende baseret på Spaniens “nationaldrue”, Tempranillo. Hans vigtigste middel var – og er endnu den dag i dag – de bedste druer fra de bedste marker med ældgamle vinstokke i Ribera del Duero.
I vinkælderen handler Alejandro Fernandez instinktivt – hans vingård er i dag en af verdens mest moderne, men han følger stadigvæk sin egen fingerspitzgefühl i alle vigtige spørgsmål – laboranter og reagensglas har trange kår i Alejandros kældre. Alejandro Fernandez råder i dag over fire vingårde; Pesquera og Condado de Haza i Ribera del Duero, El Vínculo i La Mancha samt Dehesa La Granja, som fremstiller vin indenfor Castillo y Leon appellationen.
Vinen fåes hos Phillipson til omkring 150 kr. … eller ved grænsen til omkring 100 kr. … hvis man gider køre efter det.
En vin, som jeg bestemt vil anbefale.
God aften Houlberg.
Spændende vin, jeg har desværre ikke haft muligheden for at smage den endnu, men det er klart på min liste da jeg selv er stor fan af Ribera Del Duero.
Jeg vil lige benytte lejligheden til at rose din blog, det er nogle gode beskrivelser du kommer med, som kan bruges til inspiration. Tak for det..
Jeg har lige oprettet en blog, der vil helt sikkert komme en del spanske vine på den..
MVH
Alex
http://kaeldernoter.blogspot.com/
Hej Alex … og tak for din kommentering. Vil også lige tjekke din blog.
vh Ulrik