Til vor forret med fiskesuppe a la Provence med brødcroutoner og rouille fik vi selvfølgelig lidt hvidvin, nemlig denne 2017 Pinner hvidvin fra Calvallotto lavet på ren Pinot Noir.
Vinhuset drives af Cavallotto familien og er grundlagt i 1928, hvor Giacomo Cavallotto købte gården Tenuta Bricco Boschis, der ligger nord for Castiglione Falletto i Piemonte.
De plantede 23 hektar vinmarker, men det var Giacomos to børnebørn – brødrene Olivio og Gildo – der i 1946 begyndte at flaske og sælge vinene, som de allerede var begyndt at producere under vejledning fra deres far og deres onkel Marcello.
I 1948 udvidede brødrene deres vinkælder og begyndte samtidig at mærke deres vine med Calvallotto navnet på flaskerne … og det har de gjort lige siden.
Siden 1980’erne har det været Olivios børn Alfio, Giuseppe og Laura, der har drevet vingården. Lige som fra starten, så laves alle vinene kun på egne druer fra deres i dag 25 hektar spredt ud på 23 individuelle parceller. Markerne til produktion af Barolo er delt i to zoner; Vignolo og Bricco Baschis, der også dækker over tre forskellige marker.
Udover at dyrke Nebbiolo til Barolo, dyrkes der også Dolcetto, Barbera og andre lokale sorter. Siden 1989 har man også dyrket Chardonnay og Pinot Noir og denne hvide Pinner er netop lavet på Pinot Noir. der kommer fra en 0,93 hektar stor mark tæt på vingården.
Druerne er høstet med et udbytte på 45 hektoliter pr. hektar og er derefter presset, hvorefter gæringen er sket på rustfrie ståltanke ved 16-18 grader over 45 dage, hvilket er efterfulgt af en delvis malolaktisk gæring og så lagring sur lie på ståltankene i 9 måneder og 6 måneder på flaske inden frigivelse.
Næsen er meget aromatisk med roser, hyben, ribs, tranebær, pærer, hindbær, stikkelsbær, papkasser og egentligt ganske tør med en svag sødme. I munden er sødmen dog forduftet, for vinen står frisk, syrlig og småbitter med masser af lemon, lemon og lemon samt citroner. Vinen er virkelig frisk, syrlig og skarp.
Forhandles af Otto Suenson, hvor en flaske koster 219 kr.