2019 Weingut Ebner-Ebenauer, Riesling Alte Reben, Niederösterreich, Østrig

2019 Weingut Ebner-Ebenauer, Riesling Alte Reben, Niederösterreich, ØstrigDen næste vin fra parret Manfred og Marion i vinhuset Weingut Ebner-Ebenauer i byen Poysdorf i det nordøstlige del af Østrig ved grænsen til nærmest både Tjekkiet og Slovakiet blev deres 2019 Riesling Alte Reben,

Riesling Alte Reben er reelt en enkeltmarksvin, hvor druerne kommer fra marken Steinberg, som er en gammel mark, der har eksisteret siden 1950’erne og derfor har gamle vinstokke. Det er en mark med en jordbund med masser af grus og grus aflejringer samt småsten … med en diameter på helt op til 30 centimeter.

Der er ikke brug for grøn høst her, for de 70 år gamle vinstokke giver et beskedent udbytte og ved høst er omkring 20% af druerne ramt af en lidt ædel råddenskab. Den del er dog vinificeret separat og senere blandet med frugten fra de sunde druer, som efter presning har gæret spontan i rustfrie ståltanke.

Derefter har vinen også har lagret sur lie i måneder inden den er sammenstukket med den sødere del. Vinen har derfor også hele 12,3 gram restsukker pr. liter. Der er lavet 2.000 flasker af vinen.

Der er ingen petroleum i næsen, men vinen er ganske parfumeret med lidt brændte noter, svag toast og aske, en lys og sart frugt som fersken, nektariner og kiwi, et svagt tropisk touch med fede krydderier, grønne urter og samtidig svagt lidt småoxiderede noter.

Smagsmæssigt overrasker vinen ved, at smagen er langt mere moden og fyldigere end forventet. Samtidig er den meget læskende og sådan lidt saftagtig med æblesaft, abrikos, lemon og grillet citron, hvorved syren ikke bliver så skarp, men i steder mere olieret. Vinen har en nærmest sart sødme, der sammen med fedmen og en klar, ren mineralitet spiller ret godt sammen. Det er dog fortsat med en vis tyngde og tonsvis af smag.

Forhandles af Vinfordig, hvor en flaske koster 270 kr.

Vinanmeldelse 5/7