Byggemødet sluttede med denne Zuccardi Q Malbec fra det argentinske vinhus Familia Zuccardi, som vi allerede havde smagt en vin fra tidligere på aftenen.
Det var selvfølgelig lidt af et antiklimaks at smage vinen lige efter den eminente Brunello og vinen har da heller ikke samme elegance og finesse … langt fra.
Vinen er lavet med manuel høstede druer fra to forskellige marker, nemlig Paraje Altamira og Vista Flores i Uco Valley i henholdsvis 1.1.00 og 980 meters højde. I vinkælderen er vinen lavet med spontangæring og maceration over 20 dage med daglig omrøring. Derefterhar vinen lagret omkring 12 måneder på 70% cementtanke og de sidste 30% på brugte 225 og 500 liters egefade.
Selvom vinen er blevet rost af mange anmeldere, så havnede jeg slet ikke dér denne aften. Næsen har skam mørke bær som fx solbær og blåbær, men det er suppleret med en sjov skæv note, røget bacon og peber, kokos, chokolade, tobak samt nogle grønne og mineralske noter.
Men smagsmæssigt bliver udtrykket – for mig i hvert fald – både lidt for varmt og alkoholen for høj. Der mangler sgu lidt balance, for den står lidt skingert og skarp. Jeg ligger lige mellem 3,5 og 4 af de houlbergske fingre.
Forhandles ved Jysk Vin, hvor en flaske koster 139,95 kr., mens prisen er 79,95 kr. ved køb af 6 flasker.