2017 Weingut Immich-Batterieberg, Detonation Riesling, Mosel, Tyskland

2017 Weingut Immich-Batterieberg, Detonation Riesling, Mosel, TysklandEndelig kommet lidt i byen hos lidt venner … og indrømmet, vi var 6 i stedet for de anbefalede 5. Men omvendt var der også 7 vine, som nok er lidt mere end Sundsstyrelsen anbefaler. En af dem var en 2017 Detonation Riesling fra Weingut Immich-Batterieberg.

Det eksplosive vinhus ligger i den lille idylliske vinby Enkirch, lige skråt over for byens apotek, fire flodbugtninger på Mosel floden nordøst for Bernkastel Kues og et par kilometer nord for Traben-Trarbach. Så ved vi vist, hvor vi er i verden … nemlig i et fantastisk område med masser af fantastisk Riesling.

Immich-Batterieberg kan spore sin historie som vingård tilbage til 1425, men én af bygningerne har en længere historie. Dokumenter viser nemlig, at den østfrankiske Kong Ludwig IV havde en tronsal her tilbage i år 908 og senere testamenterede bygningen til kirken.

Arkæologiske undersøgelse bekræfter også, at den nederste del af bygningen nok stammer fra anden halvdel af det 9. århundrede, og at nogle af de gamle søjler i husets kælder endda kommer fra nærliggende romerske ruiner.

I 1100-tallet blev lenet … og dermed den historiske ejendom tildelt fyrsten af Esch, og han udvidede jordbesiddelserne og gav også ejendommen dets nuværende navn Escheburg.

Vinproduktionen på stedet startede dog først i 1425, hvor den gamle vinfamilie Immich overtog ejendommen. Og familien Immich ejede faktisk ejendommen helt frem til 1989 … altså i over 560 år.

Det var også dem, der i 1840’erne tilførte den imponerende portefølje af vinmarker, bl.a. det berømte Batterieberg, hvor markerne blev sprængt ud ved hjælp af sprængladninger affyret fra kanonlavetter, der stadig ses på vinhusets etiketter … dvs. altså de bedste af husets Riesling vine.

Etiketterne var dengang dog anderledes i designet i jugend- eller måske belle epoque stil, men med samme motiv med to himmelske væsener, såkaldt keruber, som affyrer en kanon midt i vinmarkerne, og dermed fortæller historien fra 1840’erne, da Immich med dynamit ændrede eksponeringen på hans marker, således vinstokkene kunne få mere sol. Meget prisværdigt.

Marken Batterieberg er i dag dog ikke så kendt, som de langt mere hypede marker længere mod syd, fx Wehener Sonnenuhr, Graacher Himmelreich og Bernkasteler Lay, men i 1800-tallet var Batterieberg mindst lige så anset.

Siden dengang er topmarkerne Steffensberg, Ellergrub og Zeppwingert også kommet i Weingut Immich-Batteriebergs imponerende markbesiddelser.

I 1989 blev vingården overtaget af advokat Gerd Bastgen, men hvorfor familien Immich solgte eller afgav gården, ved jeg faktisk ikke. Der findes nemlig fortsat grene af familie Immich i byen, men altså ikke på den gamle ejendom Escheburg eller i spidsen for det historiske Weingut Immich-Batterieberg. Måske løb de tør for arvinger.

Det gik imidlertid ikke godt for den gode advokat Bastgen, som endte med at gå konkurs i 2007 og dermed henlagde vinhuset til en usikker fremtid. Det var først i 2009, at der blev fundet en køber til vingården.

Det blev en fremragende vinmager, nemlig Gernot Kollmann, som med hjælp fra to vinelskende pengemænd fra den nordlige del af Tyskland købte ejendommen fra banken.

Gernot kommer selv fra Ruhr, sydøst for Dortmund … et område, der har intet at gøre med vin. Han studerede ønologi ved Heilbronn, men havde det meste af sin lærdom med sig fra sit tidligere arbejde på Dr Loosen, Bischofliche Weinguter i Trier, Van Volxem … men har også arbejdet i Winningen, Ahr og i Bulgarien.

Siden 2004 har Gernot Kollmann også rådgivet andre vinhuse i og udenfor Tyskland.

Hans Riesling stil er kompromisløs, kraftfuld og vild –til den tørre, mineralske side. Vinene laves efter en fuldkommen hands-off princip og der anvendes ikke kulturgær, ingen enzymer, ingen proteiner, stabilisatorer, ingen klaringsmidler, ingen chaptilisering, ingen opkoncentrering og ingen syredæmpende midler.

Kort sagt … ren uforfalsket Mosel Riesling direkte fra markerne til flaskerne. Det er en stil og kvalitet, der siden 2009 årgangen har givet genlyd hos mange vinkritikere.

I dag omfatter driften af Weingut Immich-Batterieberg samlet 5,5 hektar vinmarker, alle meget stejle skiferskråninger ved Enkirch. De bedste af markerne er Steffensberg, Ellergrub, Batterieberg og Zeppwingert.

Derudover ejes også marken Monteneubel, som Gernot Kollmann forventer sig meget af. Marken ligger i den nordlige del af Enkirch, og er opkaldt Monteneubel … det noble bjerg.

Selvom Weingut Immich-Batterieberg ikke er medlem af VDP, så er vinene opdelt efter den klassiske opdeling med Gutswein, Ortswein, Erste Lage og Grosse Lage wein. Denne Detonation Riesling er en af husets Gutsweine … altså basisvine. Den er lavet med druer fra flere af husets marker, fermenteret på ståltanke og lagret en periode på store foudres fade.

Duftmæssigt starter det forrygende med petroleum, diesel og knust sten i samme spand sammen med lidt pærer, æbler, fersken, abrikos, citron og svagt lidt sæbe samt blomster.

Mosel sødmen er ikke det, som fylder smagsbilledet mest, for der er pivskarp, streng og frisk syre … ikke alt for vild og suppleres af noget grape og lemon bitterhed.  Der er ikke så meget dybde, men i stedet er det frisk og ungdommelig Riesling af bedste karakter og Houlberg placerer den sådan lunt i svinget mellem 4,5 og 5 tomler.

Forhandles af Vinova, hvor vinen i årgang 2018 koster 170 kr., mens prisen er 145 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7