Det er kun et par uger siden, at jeg blev begejstret over denne Marigny-Neuf Pinot Noir fra vinhuset Ampelidae på Château des Roches i årgang 2018 … og hvorfor så ikke smage vinen i den nyere årgang 2019?
I sidste indlæg om 2018’eren skrev jeg lidt om Ampelidae, der blev grundlagt i 1995 af Frédéric Brochet, men i dag drives af ægteparret Kate og Benjamin Meuli.
Marigny-Neuf Pinot Noir er lavet med druer af klonen PN1328 fra vinhusets egne marker ved slottet Manoir of Lavauguyot. Vinen er vinificeret på rustfrie ståltanke, men ellers har jeg ikke mange oplysninger om produktionen.
Som med 2018’eren har vinen en landlig aroma … syrlig med en nærmest biodynamisk kant, ribs, jordbær, lyse kirsebær, blæk, lidt blyanter, røg, appelsin, umodne nødder og er let, lys, luftig, frisk og luftig med en sart skrøbelighed.
Hvor smager det dog også bare godt … lidt som duften, let, syrlig, frisk med masser levende og lys frugt som ribs, hindbær samt lyse kirsebær. Vinen har en lys saftighed, en burgundisk lethed og en tør juraagtig syre. Til prisen er det fortsat lidt af et fund.
Forhandles af Brdr. D’s Vinhandel, hvor en flaske koster 119,95 kr., mens prisen er 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.