På adressen Lindengasse i den lille landsby Furth-Palt tæt ved der schöne blauen Donau finder vi Weingut Petra Unger. Derfra smager jeg nu hendes 2019 Grüner Veltliner Ziesel.
Vingården drives af Petra Unger, som overtog driften fra sin far i 1999. Hun har samlet 11 hektar vinmarker, der ligger på begge sider af Donau floden i den yderste del af Kremstal på vej ind mod Wachau. Hendes bedste marker er Gaisberg, Hinters Kirchl , Oberfeld, Gottschelle, Fuchaberg og Zellerkreuz … stejle, knoldede marker med undergrund af löss.
Der dyrker hun Grüner Veltliner, Riesling og Sauvignon Blanc – altså fortrinsvis hvidevine – men også de to røde sorter Zweigelt og Pinot Noir med en årlig produktion på omkring 60.000 flasker vin.
Siden 2010 har Petra Unger startet et samarbejde med Weingut Josef Edlinger for at udnytte synergier, så i dag laves alle Petras vine derfor på Edlingers vingård lige nedenfor berømte Stift Göttweig.
Petra er både medlem af den store forening Traditionsweingüter Österreich samt 11 Frauen und ihre Weine. Og her smager vi altså en af Petras vine, hendes Grüner Veltliner Ziesel, der er en Ortswein lavet med druer fra marker omkring Furth. Vinen er lavet alene på rustfrie ståltanke og også lagret på disse.
I næsen har vinen en lidt animalsk og landlig aroma, hvilket suppleres af pærer, grønne æbler, grøn peber, hyben, lemon, grape … meget tør og sådan lidt olieret med en smule smørfedme.
Smagsmæssigt er der masser af lemon, appelsin og grape på en cremet, fed og småolieret facon suppleret med svag honning, godt med bitterhed, mens syren ikke er så vild, hvilket gør vinen smooth, saftig og næsten læskende.
Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 159,95 kr., mens prisen er 139,95 kr. ved køb af 3 flasker.